23948sdkhjf

Cepos: Hypermarkeder kan løfte velstand med to mia. kroner

En liberalisering af planloven og tilladelse af hypermarkeder vil øge konkurrencen, medføre lavere priser og dermed øge velstanden, viser notat fra tænketank
Der vil være milliarder af kroner at hente årligt ved at tillade såkaldte hypermarkeder – meget store supermarkeder – herhjemme.

Det konkluderer den borgerlige tænketank Cepos i et nyt notat på baggrund af tal fra Finansministeriet. I dag er den maksimalt tilladte størrelse på et supermarked 3.500 kvm, men tillader man en størrelse på 10-30.000 kvm, så viser tallene, at hypermarkederne giver store positive velstandseffekter i Danmark svarende til to mia. kroner om året.

Finansministeriet vurderer, at priserne i butikkerne vil falde med 2,3 procent, hvis der tillades hypermarkeder. Det betyder, at de danske familier kan få flere varer for den eksisterende indkomst.

I et land, hvor produktivitetsvæksten er lav, og hvor det private forbrug også er forholdsvist lavt, er det derfor oplagt for politikerne at tillade hypermarkeder, mener cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

”Uden størrelsesbegrænsninger kan butikker etableres med de optimale størrelser. Store butikker har generelt en højere produktivitet end små butikker. Det skyldes blandt andet, at man kan opnå stordriftsfordele, for eksempel færre administrative medarbejdere og øget udbredelse af IT, som fører til et lavere omkostningsniveau. Øget konkurrence kan få de eksisterende butikker til at effektivisere og sænke priserne for kunderne”, siger han.

Internationale spillere

Skrotter man størrelsesbegrænsningerne øges sandsynligheden desuden for, at internationale supermarkedskæder som Tesco, Walmart og Carrefour træder ind på det danske marked og skærper konkurrencen, forklarer Mads Lundby Hansen.

”De mest effektive butikker vil kunne vinde markedsandele ved at udvide. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at de danske forbrugerpriser ligger betydeligt højere end i andre sammenlignelige lande, når der korrigeres for velstand. Liberalisering af planloven og tilladelse af hypermarkeder vil dermed bidrage til at løse problemet med de høje forbrugerpriser”, siger han.

Regeringen er lige nu i gang med forhandlinger om en liberalisering af planloven, der ikke alene betyder, at dagligvarebutikker maksimalt kan være på 3.500 kvm, men for andre typer af forretninger sætter loven en grænse på 2.000 kvm.

Suger livet ud af byerne

De grænser er der ingen grund til at ændre på, mener Dansk Folkepartis erhvervs- og vækstordfører, Hans Kristian Skibby.

”Når vi kigger til Sverige har hypermarkeder suget livet ud af byernes centrum og ud langs hovedvejene. Vi skal bevare vores handelsliv i Danmark og sikre, at der er liv i byerne. Med hypermarkeder vil markedet og forbrugernes vaner måske ændre sig, men det kommer ikke til at give noget boost i velstanden”, siger ordføreren, der har svært ved at forestille sig, at der kan samles flertal i Folketinget for hypermarkeder, eftersom hverken rød blok, Konservative eller hans eget parti vil stemme for.

Produktivitetskommission anbefalede i sin endelige rapport, at politikerne giver tilladelse til, at der kan etableres nye hypermarkeder, og at dagligvarebutikker ikke nødvendigvis skal ligge i bymidterne, som det er påkrævet i den nuværende planlov. Kommissionen vurderer, at der er et potentiale for produktivitetsgevinster på op mod 1,6 mia. kroner årligt i dagligvarehandlen gennem en lempelse af planloven.

I perioden 2000-2010 blev der i Danmark opført 32 Føtex-butikker, der alle er så store, som loven maksimalt tillader.

Læs også: Planlov står i vejen for milliardinvestering
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094