23948sdkhjf

Arkitema skal udvikle byrum ved Lego-bygning

Arkitektvirksomheden har vundet projektkonkurrencen om at udvikle tre pladser ved Lego House i Billund
Der er nu sat navn på det team, der skal stå i spidsen for udviklingen af byrummet omkring Legos nye besøgs- og oplevelsescenter i Billund kaldet Lego House, som er ved at blive opført der, hvor byens tidligere rådhus lå.

Ved et borgermøde mandag aften udpegede Billund Kommune Arkitema Architects som vinder af projektkonkurrencen om udviklingen af tre pladser. Med i vinderteamet er også Niras, Active Institute og Antje Backhause Gruppe F som underrådgivere.

“Det bliver et helt særligt og unikt sted for både lokalbefolkningen og turister, og pladserne vil fungere som en naturlig forlængelse af oplevelsen i besøgscentret og som et centralt samlingssted i byen”, fortæller Heidi Hjort Thuesen, der er forretningsområdechef for Urban Design hos Arkitema Architects i en pressemeddelelse.

De tre pladser består af en ankomstplads, som er den primære adgang til Lego House og en uformel opholdsplads, Byens Plads, der blandt andet kan fungere som byens nye lokale samlingssted. Hertil kommer en plads med navnet Ved Bækken, hvor åbningen af Billund Bæk skaber en oplevelsesrig bynatur.

Leg som omdrejningspunkt

Med tilknytningen til Lego House og Billunds vision om at være Børnenes Hovedstad er leg et naturligt omdrejningspunkt for byudviklingen.

Blandt andet har Arkitema Architects ladet sig inspirere af Legos værdier om leg, læring og kreativitet i arbejdet med skabe de nye pladser, som appellerer til fantasien og udfordrer motorik og sanser.

“Børn tiltrækkes af forhindringer, som man kan springe op på og ned fra, og ting, der skal undersøges. Derfor udformer vi pladserne, så de udfordrer og stimulerer den menneskelige nysgerrighed. Vi tager udgangspunkt i Lego-klodsen og laver forskydninger, niveauforskelle og skrånende flader i byrummet, hvor der også bliver aktiviteter og vandleg med det naturlige regnvand. Dermed opfører vi ikke en decideret legeplads, men tre pladser, som alle inviterer til fri leg, ophold og samvær, hvilket også gør byrummet meget mere fleksibelt i forhold til arrangementer og events”, forklarer Heidi Hjort Thuesen.

Det forventes, at pladserne står klar sammen med bygningen i løbet af efteråret 2017.

Arkitema Architects vandt projektkonkurrencen foran Adept Aps, Karres + Brands + Holcher Nordberg Architects, Rambøll Danmark A/S og Schønherr A/S.

jsk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102