Ambitiøse arkitekter i de gamle kolonier
Arkitektstuderende tegner ny arkitekt- og håndværkerskole på Skt. Croix. Det sker i anledning af 100-året for afståelsen af De Vestindiske Øer
Det sker med henblik på at forvandle bygningen til en arkitekt- og håndværkerskole, og anledningen er, at det i 2017 er 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer (Dansk Vestindien) til USA.
Befolkningen på øerne blev, som man kan læse på danmarkshistorien.dk, ikke spurgt; men det er sandsynligt, at også de ønskede at bryde forbindelsen til en kolonimagt, der ikke formåede at sikre ordentlige levevilkår og indtægtsmuligheder.
Rammer for uddannelse
Opmålinger af kasernen skal danne grundlag for det videre arbejde med bygningerne, når de studerende vender hjem.
”Planen er at omdanne den gamle kaserne til et håndværkerakademi, der skal danne ramme om arkitektur, bevaring og kulturformidling. Herunder en skole til uddannelse af håndværkere, der efterfølgende kan tage vare på bygningerne,” fortæller professor Mogens A. Morgen fra skolens Studio Transformation and Architectural Heritage , der varetager arbejdet på Skt. Croix.
Det første nationalmuseum
Mens de studerende fra Arkitektskolen Aarhus forvandler kasernen i Christianssted til et håndværkerakademi er studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole i København på tilsvarende vis gået i gang med et gammelt militærhospital i Charlotte Amalie på Skt. Thomas.
Hospitalet skal omdannes til det første nationalmuseum på De Vestindiske Øer, der i dag hedder US Virgin Islands.
En skæbnehistorie
De to projekter er en jubilæumsgave til de tidligere Dansk Vestindiske Øer.
Som omtalt i Arkbyg 12. februar er der tale om et samarbejdsprojekt mellem Danmark og US Virgin Islands, kaldet In Search of Identity, som har til formål at give både vestindere og danskere en større forståelse for historien på godt og ondt.
I knap 250 år blev der under dansk koloniadministration tjent formuer på sukker og handel baseret på slavers arbejde. Der blev bygget byer og bygninger i dansk byggestil, der i dag vidner om datidens fine håndværk.
På den baggrund er jubilæumsgaven både et udtryk for en fælles skæbnehistorie og kulturarv, og indledningen på et tættere samarbejde om kultur, undervisning, handel og økonomi fremover.
Planen er, at Danmark og US Virgin Islands deler udgifterne til de to projekter.
De 70 mio. kroner, der udgør den danske halvdel, finansieres halvt af staten og halvt af private. Det er Bygnings Frednings Foreningen (BYFO), der står for at skaffe den danske finansiering, så planerne kan realiseres.
US Virgin Islands skal stå for drift af både arkitekt- og håndværkerskole og nationalmuseum.
Historien kort
De Vestindiske Øer er betegnelsen for Danmark-Norges besiddelser i Caribien, nemlig de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Øerne var i dansk-norsk besiddelse fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733, indtil de solgtes til USA i 1917. De tre øer var de betydeligste af de danske kolonier i troperne.
(kilde: danmarkshistorien.dk)
De Vestindiske Øer er betegnelsen for Danmark-Norges besiddelser i Caribien, nemlig de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Øerne var i dansk-norsk besiddelse fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733, indtil de solgtes til USA i 1917. De tre øer var de betydeligste af de danske kolonier i troperne.
(kilde: danmarkshistorien.dk)