Standardiseret skift højner sikkerheden
Forskellige hurtigskift til blandt andet tiltrotatorer giver flere betjeningsfejl. Det vil Engcon nu rette op på
Hvis en maskinfører skifter mellem de forskellige maskintyper, opstår der således en risiko for forkert håndtering. Det kan for eksempel sammenlignes med at have forskellig placering af speeder- og bremsepedal i en bil alt efter mærke.
Engcon introducerer nu redskabslåsesystemet Quick hitch Standard Control (QSC). Systemet minimerer risikoen for, at man aktiverer den forkerte knap eller funktion. QSC passer til alle de mærker af gravemaskiner, tiltrotatorer og hurtigskift, der findes på markedet. Det består af et kontrolpanel med en omskifter til at aktivere gravemaskinens hurtigskift og en anden til at aktivere tiltrotatorens hurtigskift. Alle funktioner er samlet i et panel, som altid anbringes på samme sted i kabinen, hvor maskinføreren nemt kan genkende det, uanset gravemaskinens model eller fabrikat.
Del af sikkerhedskoncept
”QSC indgår i vores sikkerhedskoncept ”Non Accident Generation”, hvor vi skaber en standard for manøvrering af hurtigskiftet. En fører, der skifter fra en gravemaskine til en anden, skal nemt kunne genkende, hvor han er, for dermed at minimere risikoen for farlig fejlbetjening”, siger Stig Engström.
Redskabslåsesystemet kan desuden styre de fleste eksisterende varianter af hurtigskift på markedet, hvilket forbedrer funktionen på fuldhydrauliske løsninger og hurtigskift.
Med systemet får det valgte hurtigskift uanset fabrikat eller model desuden en unik sikkerhedsfunktion, som betyder, at redskabet kræver tryk mod jorden for at kunne løsnes. Det betyder, at redskabet ikke kan gå løs i luften, og dermed mindskes risikoen for ulykker forårsaget af tabte redskaber.
QSC sammen med Engcon Q-Safe hurtigskift øger sikkerheden yderligere gennem et visuelt og auditivt advarselssystem. Systemet advarer med lyd og lys, hvis ikke begge aksler er i rette position, og samtidig aktiveres krøjebegrænsning.
”Med QSC i kombination med Q-Safe-hurtigskift leverer Engcon et af verdens sikreste systemer til manøvrering af hurtigskift. Det gør, at maskinføreren altid ved, hvad der sker, og hvornår det sker”, siger Stig Engström.