Fynsk udlejer: Maskinerne skal da bare være i orden
Beskedenhed og store armbevægelser synes at være modsætninger, men ikke hos udlejeren Robert Hansen på Fyn
Virksomhedens maskinpark er steget markant, siden han startede med en enkelt maskine tilbage i 1989. Tæt på 100 maskiner udgør i dag fundamentet. Heraf er cirka halvdelen Cat maskiner fra 8 tons og opefter – gravemaskiner, gummihjulslæssere, dumpere og dozere.
”Der er mange af mine kunder, der specifikt kun vil leje Cat maskiner. Når det drejer sig om gravemaskiner er det særligt 319, 323 og 329, der er efterspørgsel på, men også når der er tale om dumper og dozer, er der kunder, som kun ønsker Cat maskiner”, siger Robert Hansen.
Graver og dozer
Både en ny Cat dozer D6T og en ny Cat gravemaskine 335F er netop kommet til, og særligt gravemaskinen forventer Robert Hansen sig meget af.
”Med den korte bagende er den perfekt til blandt andet kloakeringsopgaver i byerne. Den fylder ikke ret meget i forhold til de almindelige gravemaskiner, og den har en noget mindre venderadius. Jeg har haft flere forespørgsler på den, så nu har jeg anskaffet en, og de kan bare ringe”, lyder det fra Robert Hansen. Og tilføjer nærmest uhørligt: - Det er vist også den første af sin slags i Danmark.
Alle Cat maskinerne har Robert Hansen købt med serviceaftale. Og det er der en særlig god grund til:
”Jamen, min holdning er, at pris og kvalitet hænger sammen. Og hvis jeg skal behandle mine kunder ordentligt, så skal jeg også sørge for at leje noget materiel ud, der er opdateret, og hvor serviceeftersyn er overholdt. Kunder skal kunne regne med, at mine maskiner kører”, siger Robert Hansen.
Ny teknologi vinder frem
Ordentlighed er et gennemgående træk hos Robert Hansen. De rengjorte maskiner i hallen er sirligt parkeret på rad og række, og cementgulvet er rent og pænt. Gruset ude foran bygningen ligger jævnt og nærmest urørt af de maskiner, der står linet op. Han er en person, der har respekt for sine maskiner – og sine kunder. Men har kunder og maskiner ændret sig, siden han startede sin virksomhed?
”Vi har mange faste kunder, og om de har ændret sig, ved jeg ikke. Men man kan vel sige, at kundernes lejeaftaler er blevet kortere, end de var for nogle år tilbage. Maskinerne har også udviklet sig med GPS og maskinstyring. Men maskinerne er vel bare fulgt med tiden”, lyder den pragmatiske vurdering fra Robert Hansen.
Et konkret eksempel på, at den nyeste teknologi har fundet vej til maskinerne, finder vi på en stor udgravning i Bellinge ved Odense.
Her har kunden blandt andet lejet en Cat Dozer til at anlægge et 35.000 kvadratmeter stort regnvandsbassin.
Maskinen er udstyret med GPS, der gør arbejdet mere præcist, sparer tid til afsætning og minimerer risikoen for fejl.
Sigh