23948sdkhjf

Arkitema tegner jyske bankdomiciler

Koldings nye bydel, Design City, får forretningsmæssig kant med to nye domiciler til Sydbank og Danske Bank
Arkitema Architects har tegnet Danske Banks og Sydbanks kommende domiciler i Trekantsområdet.

De kommer på hver sin måde til at give bud på, hvordan fremtidens bank ser ud.

Åbenhed er, ifølge den internationalt kendte arkitektvirksomhed, fællesnævneren for domicilerne, der over de kommende år skal opføres side om side i Koldings nye erhvervs-mekka, Design City.

”Sammenhængskraft kontra individuelt udtryk har været et af omdrejningspunkterne for os. Vi har tænkt de to bygninger ind i én sammenhæng. Nøgleordet er imødekommenhed, og det kommer til udtryk ved bygningernes åbne, transparente facader og fremhævede indgange. De to bygninger klæder hinanden og har brugen af materialer til fælles”, siger Mette Julie Skibsholt, som er arkitekt og associeret partner hos Arkitema Architects.

Hun tilføjer, at landskabsprojektet binder dem sammen, og at det har været vigtigt for designerne at give bygningerne hver sin identitet:

”Det har vi løst ved at udforme dem skulpturelt forskelligt”, siger hun.

Den ene af de to bygninger har Danske Bank som bygherre og bliver på 4.000 kvm.

Det andet byggeri på 7.700 kvm har Bjert Invest som bygherre, og her har Sydbank lejet sig ind i store dele af bygningen, der opføres som et kubeformet tårn.

”Det bliver en elegant bygning fuld af liv. Til forskel fra nabobygningen er den udformet af vertikale motiver, som giver et slankere udtryk. De høje vinduer fremhæver indgangspartiet og trækker lys ind i lokalerne”, siger Mette Julie Skibsholt.

Udover de to nye finanshuse har Arkitema Architects også tegnet Kolding Sky, der er placeret i den nordøstlige ende af Design City.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126