23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Envidan A/S, Orbicon A/S, Øland Ventilation A/S og Varde Kommune
Envidan A/S

Det rådgivende ingeniørfirma EnviDan har sammen med Aalborg Universitet fået godkendt et erhvervsforsker-forløb af Innovationsfonden, hvor civilingeniør hos EnviDan Kristoffer Nielsen fremover skal arbejde på sit ErhvervsPhD-projekt i EnviDan.

Civilingeniør Kristoffer Nielsen er 25 år og har været ansat i EnviDan siden 2015, hvor han blev færdiguddannet fra Aalborg Universitet. Han skal som ErhvervsPhD blandt andet beskæftige sig med at give en dybere forståelse af den bagvedliggende teori og årsag til fysikken bag overfladeafstrømning fra grønne områder.

Orbicon A/S

28-årige Jens Mogensen er ansat hos rådgivningsvirksomheden Orbicon som vejingeniør.

På Orbicons kontor i Aarhus vil han arbejde med klimatilpasning af vejanlæg, vejprojektering af større og mindre anlæg og 3D-projektering.

Jens Mogensen er nyuddannet diplomingeniør inden for bygning fra Ingeniørhøjskolen Aarhus, og har speciale i infrastrukturdesign.

Øland Ventilation A/S

Øland Ventilation A/S sætter en ny mand i spidsen for sin salgsorganisation. 43-årige Flemming Weinrich Christensen er udnævnt til salgschef med ansvar for virksomhedens 25 salgsmedarbejdere.

Han har været i virksomheden ad to omgange i sammenlagt 13 år, senest som salgskonsulent hvor han havde ansvar for salget på Sjælland og øerne, som er virksomhedens omsætningsmæssigt tungeste område.

Flemming Weinrich Christensen er uddannet blikkenslager og arbejdede i faget i 10 år, indtil han skiftede spor og helligede sig salg og projektledelse hos bl.a. Würth Danmark, AVN Gruppen og Ribe Jernindustri. Som salgschef i Øland får han ansvar for en omsætning, der siden etableringen i 1980 aldrig har været i rødt. Målet for 2016 er en vækst på 10 pct., hvilket ikke skræmmer den nyudnævnte salgschef.

Det var også Øland-ånden, der i 2010 trak i Flemming Weinrich Christensen og bragte ham tilbage til virksomheden. På det tidspunkt havde han været ”hjemmefra” i tre år, hvor han blandt andet var salgskonsulent hos en af Ølands kunder.

Øland har seks butikker rundt omkring i landet, så Flemming Weinrich Christensen vil være en del på farten.

Varde Kommune

Thomas Jaap er ansat som ny direktør for Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune.

Thomas Jaap kommer fra et job som drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune og tiltræder i sit nye job den 1. april 2016. Her afløser han Bent Peter Larsen, som har valgt at gå på pension.

38-årige Thomas Jaap kommer til at spille en væsentlig rolle i at videreudvikle Varde Kommunes målrettede arbejde med visionen ”Vi i Naturen”, hvor erhvervsliv og borgere er aktive medspillere. En anden strategisk opgave bliver at styrke arbejdet med at fremme erhvervsklimaet og bosætningen i hele Varde Kommune.

Thomas Jaap er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og har siden suppleret uddannelsen med en HD og en master i ledelse.

Han har mange års erfaring fra både den private og offentlige sektor. Efter endt uddannelse i 2003 blev han først ansat i Cowi. I 2008 skiftede Thomas Jaap til en stilling som kontorchef i Odense Kommunes By og Kulturforvaltning, inden han i 2013 blev drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109