23948sdkhjf

Cowi opkøber konkurrent

Cowi opkøber konkurrenten Bascon og får samlet 200 medarbejdere inden for bygherrerådgivning
Cowi Danmark har indgået en aftale om at købe rådgivningsvirksomheden Bascon, der er kendt for sin strategiske bygherrerådgivning.

”Købet af Bascon er en attraktiv måde for os at udbygge og styrke vores kompetencer inden for byggeri og særligt bygherrerådgivning. Det er i tråd med vores ambitioner om at vokse på dette område og skabe værdi for kunden, samfundet og mennesker med bæredygtige helhedsperspektiver”, siger Jens Christoffersen, direktør for Cowi Danmark i en pressemeddelelse.

”Vores samlede organisation vil langt bedre end hver for sig kunne imødekomme markedets krav om at håndtere stadigt stigende kompleksitet i projekterne. Uanset om vi rådgiver institutionelle investorer, private eller offentlige forvaltere af byer, arealer eller ejendomme, ser vi et øget krav til samspil mellem mange forskellige kompetencer. Og det får vi her med dygtige strategiske og fagligt solide folk fra både Bascon og Cowi”, fortsætter han.

Hos Bascon peger man også på muligheden for bedre at imødekomme højere krav med integrationen af de to parter.

”Bascon har udviklet sig markant gennem det sidste årti. Vi nærmede os imidlertid et punkt, hvor behovet for udbygning af vores faglige og strategiske kompetencer og støttefunktioner voksede markant. Men gennem integrationen i Cowis bygherrerådgivning løftes Bascon så at sige over i organisatoriske rammer, hvor der vil være mulighed for at fokusere på videreudvikling og opskalering af kernekompetencerne inden for strategisk bygherrerådgivning”, supplerer virksomheden på sin hjemmeside.

Samarbejde udformes senere

Med opkøbet integreres Bascons medarbejdere i Cowis afdelinger for bygherrerådgivning, som kommer til at tælle godt 200 medarbejdere.

Afdelingerne indgår i Cowi Danmarks byggeridivision, som hermed tæller cirka 500 mand.

Inden opkøbet kan gennemføres, skal det godkendes af Konkurrencestyrelsen. Godkendelsen forventes at foreligge i april, og herefter vil det blive afklaret nærmere, hvad ligger i integrationen af de to virksomheder, oplyser Cowi.

Det ligger dog fast, at alt fortsætter som sædvanligt - herunder også Bascon-navnet - året ud, hvis godkendelsen kommer på plads, lyder det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152