23948sdkhjf

Landsted åbner dørene for en dag

På søndag åbnes dørene til et særligt landsted i Snekkersten, der var en frontløber for den arkitektur, der senere blev kendt under navnet Bedre Byggeskik. Huset er kun åbent for offentligheden denne dag
I halvandet år har håndværkere knoklet for at fuldføre en nænsom restaurering af det landsted, som den danske arkitekt Kay Fisker tegnede i 1917.

Bag arrangementet og bevaringen af det mindre kendte, men vigtige bygningsværk står ejendomsselskabet Realdania By & Byg, der har specialiseret sig i at sikre betydelige eksempler på den danske byggetradition for eftertiden.

”Kay Fiskers landsted i Snekkersten er et af få enfamiliehuse, som han skabte, og selvom det ikke er særlig kendt, bør det indskrives blandt hans hovedværker. I husets arkitektur kombinerer en kun 23 år gammel Fisker internationale strømninger i tiden med danske bygge- og håndværkstraditioner og lægger herigennem ikke blot kim til Bedre Byggeskik-bevægelsens opblomstring 10 år senere, men også til den særlige funktionelle tradition, som dansk arkitektur siden er blevet så kendt for”, siger Peder Cederfeld, der er adm. direktør i Realdania By og Byg, i en pressemeddelelse.

Hemmelig kulturskat

Landstedet er oprindeligt opført som sommerbolig til pumpefabrikant J.W. Friis i 1917 og senere ændret til helårsbolig.

Ejendommen på 251 kvm ligger i nordsjællandske Snekkersten med udsigt til sundet. Huset fremstår med den enkelthed i formen, som blev så kendetegnende for Kay Fisker, trods sin suveræne sammensathed, usædvanlige detaljer, rumlige proportioneringer og virkningsfulde stemninger.

Huset er opført som en vinkelbygning på grundens højeste punkt og består af et hovedhus, som er en lang og smal bygningskrop i to etager og en sidebygning i én etage, opført som garage og cykelskur.

Sikret for eftertiden

Landstedet blev fredet i 1988, og Realdania By & Byg købte det i 2014 for at sikre det for eftertiden og for at føre det tilbage til sit oprindelige udtryk.

Huset havde i tidens løb gennemgået en del ændringer, men Kay Fiskers overordnede ide var stadig synlig under mange lag maling og en ændret indretning. I dag er landstedet restaureret fra kælder til kvist med stor respekt for de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, så det igen afspejler Kay Fiskers valg af indretning, farver, materialer og detaljer.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219