23948sdkhjf

Caverion med dansk vækst i sidste leveår

Regnskabsåret 2015 blev det sidste som selvstændig division for Caverion i Danmark
Teknikentreprenøren Caverion oplevede omsætningsvækst i regnskabsåret 2015, som samtidig blev det sidste selvstændige af slagsen for den danske division. Det fremgår af den årsrapport, den finske koncern netop har offentliggjort.

Her steg omsætningen med 10 procent til 138,9 mio. euro, hvilket svarer til 1.037 mio. kroner. Den danske division udgjorde dermed seks procent af koncernens samlede omsætning, som i 2015 lød på 2.443 mio. euro (18.233 mio. kroner).

Det fremgår ikke af årsrapporten, hvor stor indtjeningen var i den danske division, men for Caverion-koncernen som helhed lød resultatet før skat i 2015 på 61,3 mio. euro (458 mio. kroner) mod 36,5 mio. euro i 2014.

Caverion meddelte i november, at Caverion Danmark og Norge slås sammen til én division med virkning fra 1. januar i år.

Den norske division omsatte sidste år for 400,8 mio. euro, og dermed udgjorde den dansk/norske division 22 procent af koncernens samlede omsætning sidste år.

”Sammenlægning gør, at vi bedre kan lære af hinanden i forhold til salg og udvikling af vores koncepter. På sigt vil det også gøre os mere omkostningseffektive. Begge lande vil operere som egne aktieselskaber, og det vil ikke få nogen konsekvenser for gældende ansættelsesaftaler”, sagde Knut Gaaserud, der er den nye adm. direktør for den dansk/norske division, ved præsentationen af sammenlægningen i november.

Årsrapporten for Caverion Danmark A/S offentliggøres først senere på foråret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144