VVS-grossist øger overskud efter online-opkøb
Børsnoterede AO Johansen lægger et 2015 bag sig med opkøb af internetvirksomheden Billig VVS, der bidrager positivt til top- og bundlinje. Men selve indtjeningen skuffer lidt
Det kom primært til udtryk med overtagelsen af internetvirksomheden Billig VVS i juni sidste år, der samtidig understregede, at børsnoterede AO Johansen i endnu højere grad også går efter det private segment, som Billig VVS hovedsageligt har sit fokus på.
Opkøbet af onlinevirksomheden har bidraget positivt til både top- og bundlinje i det 2015-regnskab, som AO Johansen sendte på gaden i går.
Omsætningen steg 17 procent til 2,6 mia. kroner og stigningen kan henføres til det danske marked og overtagelsen af Billig VVS.
Samtidig er bundlinjen steget fra 97,5 til 115,5 mio. kroner før skat. Til gengæld har Billig VVS-opkøbet øget omkostningsniveauet med 47,2 mio. kroner til 593,5 mio. kroner og det bevirker, at koncernens overskudsgrad er lavere end forventet og kun lander på 4,5 procent mod 4,4 procent i 2014.
”Koncernens økonomiske målsætninger er realiseret med hensyn til vækst og soliditetsgrad, mens pengestrøm og overskudsgrad er realiseret lavere end målet”, skriver ledelsen i sin beretning.
Skelsættende år
AO Johansen kalder selv 2015-regnskabet for et skelsættende år.
Ud over opkøbet af Billig VVS lancerede AO Johansen et nyt priskoncept, hvor virksomheden matcher onlinebutikkernes priser på godt 8.000 af mest populære varer.
Samtidig tog vvs-grossisten i juli et nyt fuldautomastisk højlager i brug, hvorved 90 procent af AO’s varer nu håndteres af robotstyrede systemer. Samtidig har koncernen opkøbt et 27.000 kvm stort areal i tilknytning til centrallageret i Albertslund.
Endelig flyttede en række af de i alt 49 håndværkerbutikker til til nye og bedre beliggenheder, ligesom AO’s e-handelsplatform er udbygget og introduceret på det svenske marked.
AO Johansen A/S
Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015
Millioner kroner | ||
2014 | 2015 | |
Omsætning | 2258,7 | 2631,2 |
Bruttoresultat | 646,6 | 712,3 |
Driftsresultat | 100,3 | 118,8 |
Resultat før skat | 97,5 | 115,5 |
Årets resultat | 73,8 | 87,8 |
Egenkapital | 935,7 | 1024,6 |
Antal ansatte | 621 | 619 |
Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015