23948sdkhjf

Stevns Klint og Rødvig: Udviklingsplan er nu klar til godkendelse

Stevns Kommune og landskabsarkitekterne Zoffmann Holm har netop afsluttet en otte-ugers høringsperiode om udviklingsplanerne for Rødvig og omegn. Nu skal den ambitiøse plan godkendes i byrådet
Rødvig by ligger smukt med Stevns Klints mod nordøst og havet mod øst.

Klinten blev i 2014 udnævnte til Unesco-verdensarv, og sidste år blev det besluttet at placere et fremtidigt besøgscenter i Boesdal Kalkbrud nordøst for Rødvig.

”Det er med andre ord naturen, der er den helt store kvalitet og derfor er det oplagt, at naturgrundlaget spiller en afgørende rolle i byens udvikling”, siger landskabsarkitekt Bo Holm-Nielsen fra rådgivningsvirksomheden Zoffmann Holm Landskabsarkitekter til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Zoffmann Holm har lavet en langsigtet og helhedsorienteret byudviklingsplan som svar på de udfordringer og muligheder, byen står overfor.

Bymidter skal opkvalificeres

Planen er en del af kommunalbestyrelsens arbejde med at opkvalificere bymidterne i kommunens fire byer, Strøby Egede, Hårlev, Store Heddinge og Rødvig.

Planen for Rødvig er gået ind i en af de afgørende faser, da en otte ugers høringsfase netop er afsluttet.

Men for mange indbyggere er planerne ikke nye. Ved stort besøgte workshops i august 2015 mødte hele 165 personer op til de to møder i Rødvig, hvor strandens fremtid, skiltning i byen og flytning af stationen var emner, der dominerede.

Det arkitektoniske såkaldte hovedgreb er et grønt strøg, som gennemskærer byen og forbinder baglandet med byens yderste spids, havnen.

Langs det grønne strøg kobles en række byudviklingsområder, som omfatter omdannelse af stationsområdet, renovering af havnen og områder med nybyggeri.

Station skal flyttes

Den lokale station foreslås flyttet og det efterladte jernbaneterræn transformeret til et rekreativ forløb med gang- og cykelstier samt opholdsmuligheder.

”Den store tilstrømning af lokale vidner om kærlighed til området, men måske også en bekymring, fordi de som en del af ”udkantsdanmark” er i fare for at blive koblet af et udviklingstog. Borgerne kender jo godt selv stedets kvaliteter og vi har som arkitekter fået indblik i de potentialer, der ligger i Rødvig og omegn”, siger Bo Holm-Nielsen, som er den ene af de to indehavere af rådgivningsvirksomheden, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han tilføjer, at udviklingsplanen nu skal præsenteres for plan- og teknikudvalget, som skal godkende den. Det sker i slutningen af marts.

”Der har været en forståelig bekymring fra visse erhvervsdrivende i industrihavnen. Der opstår af og til konflikt mellem erhvervshavn og lystbådehavn. Men netop den autentiske erhvervshavn i Rødvig er en af byens store attraktioner, som skal bevares”, siger landskabsarkitekten.

Plan aktiveres snart

Han glæder sig til, at planen nu snart kan aktiveres.

”Der er bred tilslutning i byrådet, og jeg glæder mig til, at vi for alvor kan lave prioriteringer efter de nedslag, vi har hørt i samarbejde med borgere og kommune”, siger han.

”Rødvig har et naturskønt og fantastisk opland, og måske især materiale til at bygge videre på maritime aktiviteter som surfing, havkajak og dykning ud for Stevns klint”, siger Bo Holm-Nielsen.

Udviklingsplanen kort
December 2011: Fiskerbyen Rødvig får 600.000 kroner fra staten til byfornyelse, efter ansøgning fra Stevns Kommune.
2012-14: Kommunen skriver udviklingskatalog for Rødvig Havn og omgivelser, herunder havnens forbindelse til Rødvig stationsområde og midtbyen. De kulturhistoriske værdier og bud på et sammenhængende byområde synliggøres.
August 2015: Overvældende interesse blandt de lokale for Rødvig-projektet. Der afholdes to borgermøder, 13. og 20. august, hvor i alt 165 personer deltog i blandt andet workshops i Rødvig.
Efteråret 2015: Landskabsarkitekterne ZoffmannHolm udarbejder udviklingsplan, som skal fremlægges politisk og derefter sendes i offentlig høring inden udgangen af 2015.
Februar/marts 2016: Den otte-ugers høringsperiode slutter, og 31. marts bliver lokalplanen formentlig vedtaget i byrådet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111