KLUMME: Med 42 i topfeber
Som klatrer bliver du blind for risikoen. Kun toppen tæller; du skal erobre dit bjerg, koste hvad det vil. Fordi du kan, og fordi din chance er nu, lige nu.
Danske byer er også ramt af topfeber. Skyskraberne springer frem og endnu flere er klar som lækre projekter på arkitekternes skriveborde. Spørgsmålet er, om risikostyringen og planlægningen er bedre end hos bjergbestigerne.
Fra København og Aarhus til de mellemstore købstæder søger stærke kræfter at ændre byernes skyline. Og ikke altid til det værre. Vellykkede nyere eksempler er Hotel Bella Sky og Mærsk Bygningen (Panumtårnet).
Men hvem gavner vokseværket? Og hvor stor er risikoen for alle os ”sherpaer” – byernes borgere og almindelige beboere, gæster og interesserede, måske skal ud i halsbrækkende redningsaktioner, når det er gået galt for de ivrige klatrere?
Med andre ord: Er der tænkt inddragelse, byliv og folkelighed ind i de himmelstræbende byggerier?
Hvor sympatisk det end lyder, at det nye Axel Towers på Scala-grunden i København levner plads til kaffetørstige forbipasserende i de nederste etager, ændrer det ikke ved en tendens til lukkethed på kanten af hovedstadens voldanlæg og attraktive historiske bykerne.
Fire andre kontorhøjhus-projekter – Copenhagen Towers II i Ørestad, Cph Highline i Sydhavnen, Postterminalen Kbh K og LM Project i Nordhavn – emmer heller ikke ligefrem af gæstfrihed.
Rådgivere og arkitekter gør, hvad de kan for at indtænke bæredygtige løsninger, dagslys til alle, godt indeklima og liv mellem husene.
Men noget trækker i en anden og mere skæv retning, som også bekræftet forleden i Berlingske Business af både bolig- økonom Morten Skak fra Syddansk Universitet og af salgschef Hans J. Abrahamsen fra NCC Bolig. Med advokater, revisorer og pensionsselskaber i samtlige øverste etager og boligpriser – tyder alt på – i Københavns nye bydele, der udelukker alle med indkomster under to gange 500.000 kroner, er det måske en tanke værd, hvad en smuk arkitekttegnet skyline er værd. I virkeligheden.