23948sdkhjf

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gladsaxe, Måløv, Ballerup, Holbæk, Roskilde, Gug, Vodskov, Sindal, Hjørring og Dronninglund
REGION HOVEDSTADEN

GLADSAXE

Ombygning af botilbuddet på Kellersvej

Gladsaxe Byråd har godkendt et forslag til lokalplan 244 for botilbud på Kellersvej.

Det kommunale botilbud for udviklingshæmmede på Kellersvej i Gladsaxe er præget af utidssvarende boliger, som ikke lever op til nutidens standarder. Gladsaxe Byråd har derfor besluttet, at området i de kommende år skal gennemgå en bygningsmæssig fornyelse, hvilket muliggøres med lokalplan 244.

Der blev i 2015 afholdt en arkitektkonkurrence om udformning af de nye boliger. Vinderforslaget beskriver en bebyggelse, der omfatter seks adskilte boliggrupper med 13 boliger i hver.

Boligerne opføres i en kreds omkring den historiske bebyggelse i området. I projektet er der lagt vægt på beboernes tryghed og sikkerhed. Der er således arbejdet med forskellige grader af privathed i både bygninger og uderum.

MÅLØV

Udvikling af Måløv Bymidte

Ballerup Kommune gennemfører en proces for udvikling af Måløv Bymidte.

Målet er, at bymidten også fremover skal være en samlende kraft i bydelen Måløv. Rammer og byliv skal udvikles, så bymidten er tidssvarende og bylivet opleves særligt koncentreret.

Udviklingen af bymidten skal ske med udgangspunkt i en samlet plan, som skal tilvejebringes i tæt dialog med bymidtens interessenter.

Som en del af forarbejdet opfordrer Ballerup Kommune alle med interesse for Måløv til at besvare en række spørgsmål på kommunens hjemmeside i perioden 12. - 22. februar.

En lokal følgegruppe, en politisk følgegruppe, forvaltningen og eksterne rådgivere samarbejder om at formulere et program, der skal være et fælles udgangspunkt for en tværfaglig arkitektkonkurrence.

BALLERUP

Renovering af East Kilbride Badet

I forbindelse med politisk godkendelse af planen for bygningsvedligeholdelse i 2016, blev der afsat midler til at gennemføre renovering af henholdsvis vandbehandlingsanlægget og taget på East Kilbride Badet.

Centrene for Skoler, Institutioner og Kultur samt Ejendomme i Ballerup Kommune foreslår nu, at den fysiske gennemførelse af renoveringsarbejderne på East Kilbride Badet udskydes til gennemførelse i 2017 med henblik på at give brugerne bedre mulighed for at planlægge anvendelse af alternative svømmehaller i perioden, hvor renoveringsarbejderne pågår. Planlægning og projektering skal fortsat gennemføres i år og påbegyndes med det samme ifølge forslaget.

Kultur- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune besluttede på sit seneste møde at anbefaleforslaget.

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK

Renovering af kommunale bygninger

Holbæk Byråd har frigivet de i alt 50 mio. kroner, der er afsat i budget 2016 til renovering af kommunens bygninger og til energibesparende foranstaltninger.

Anlægsmidlerne skal gerne være anvendt inden udgangen af budgetåret for at minimere overførsler mellem årene. Derfor frigives de allerede nu for at sikre, at byggeprojekterne kan blive afsluttet, hedder det i byrådsreferatet.

ROSKILDE

Renovering af Hedeboparkens Kollegium

Den selvejende institution Hedeboparkens Kollegium skal renoveres for fortsat at kunne tiltrække studerende.

Roskilde Byråd bliver på sit møde i dag bedt om at godkende renoveringssagen og sige ja til at stille kommunal garanti for låneoptagelse med mere.

Hedeboparkens Kollegium har igennem længere tid haft svært ved at tiltrække studerende. Hedeboparkens bestyrelse og beboerne har derfor besluttet at renovere kollegiet, som blandt andet indebærer, at alle boligerne får egne køkkenfaciliteter og at kollegiet får tre nye boliger ved at inddrage terrassen i stueetagen i boligarealet.

REGION NORDJYLLAND

GUG

Boliger og rekreativt område på Gaias Alle

Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et område på Gaias Alle i Gug, som herefter fremlægges til høring fra i dag og frem til 13. april. I løbet af høringsperioden holdes der borgermøde den 8. marts.

Formålet med planlægningen er at give mulighed for, at området kan anvendes delvis til boligformål i form af åben-lav bebyggelse og dobbelthuse og delvis til rekreativt område.

Der etableres ifølge planerne en villa, Villa Gug, i den centrale del af området som en skulptur i landskabet. Et mindre antal boliger etableres i områdets yderkanter i tilknytning til omgivende boligområder.

VODSKOV

20-30 boliger i Vodskov

Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 5-2-105 endeligt.

Klagefristen til Natur- og Miljøklagenævnet udløber 16. marts.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre boligbebyggelse i den nordøstlige del af Vodskov. Der er plads til 20-30 boliger, afhængig af om der er tale om udelukkende parcelhuse eller en blanding af parcelhuse og tæt-lav byggeri.

SINDAL

Flytning af værested

Hjørring Byråd bliver på sit møde i dag 17. februar bedt om at bevilge 570.000 kroner til flytning et et værested for borgere med psykiske lidelser fra Nørregade 91 til Baggevognsvej 1 i Sindal.

Pengene skal bruges til renovering, indretning og køb af inventar til bygningen på Baggevognsvej, som værestedet skal dele med Sindal Pastorat.

HJØRRING

Etablering af nyt sundheds-center

Som led i budgetaftalen for 2015 – 2018 besluttede Hjørring Byråd, at der skal etableres et nyt sundhedscenter i bygningen på Bistrupvej 3 i Hjørring.

Det nedsatte bygherreudvalg er sammen med totalrådgiver nu klar med et endeligt projektforslag for Hjørring Sundhedscenter, som omfatter ombygning af den eksisterende bygning og etablering af en tilbygning med henblik på samling af sundhedscentrets funktioner.

Totalrådgiveren anbefaler, at hovedprojektet for om- og tilbygning udbydes i fag­entreprise og vurderer ydermere, at dette kan gennemføres indenfor den fastsatte projektøkonomi.

Arbejdet ventes udbudt i næste måned, hvorefter byggestart er sat til primo maj.

Der er afsat 15,5 mio. kroner på investeringsoversigten i 2016 til at gennemføre en samling af sundhedscenteret på Bistrupvej 3 inden udgangen af 2016.

Hjørring Byråd har sagen til behandling i dag, hvor det blandt andet indstilles, at projektforslaget og udbudsform godkendes.

DRONNINGLUND

Akustikregulering på Dronninglund Skole

Brønderslev Byråd skal på sit møde i dag tage stilling til frigivelse af 251.000 kroner til akustikregulering på Dronninglund Skole.

Arbejdstilsynet har givet Brønderslev Kommune to påbud om at forbedre de akustiske forhold to steder på skolen, nemlig henholdsvis i ”Pyramiden” og i ”Klynge 2”, og påbuddet skal være efterkommete senest den 15. juni 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129