23948sdkhjf

22 JCB-maskiner på 22 år

Driftsikkerhed står højt på listen over prioriteringer hos DK Totalbyg, og derfor anvender man altid samme mærke, når der skal købes nyt
Da den nyeste rendegraver fra JCB blev leveret til entreprenør- og byggefirmaet DK Totalbyg, blev den JCB maskine nummer 22 i rækken.

Når maskinparken hos entreprenørerne hos DK Totalbyg ses efter i sømmene, og maskinerne skal repareres eller udskiftes, tager de altid kontakt til Nicolaisen & Larsen A/S, som er den danske importør af de engelskproducerede entreprenørmaskiner fra JCB.

Ejer Jørn Åkjær oprettede DK Totalbyg i 1993, men har kendt til JCB maskinerne siden 1985. Da han begyndte som selvstændig, var JCB det naturlige valg:

”Hos DK Totalbyg skal alting være i orden. Vi accepterer ikke, at noget halter i vores arbejde, og samme princip gælder vores maskinpark, som altid skal være i bedste stand. Det duer bare ikke, hvis vi kommer ud til en kunde, og en maskine for eksempel lækker olie eller ikke kan udføre opgaven. Derfor har vi brugt JCB maskiner i alle de år. De er fantastisk driftssikre,” siger Jørn Åkjær.

Brugerkomfort og kontakt

Nyeste tilføjelse til firmaets maskinpark, er en ny rendegraver af typen JCB 4CX4*4*4 AEC.

Modellen er maskine nr. 22 fra JCB, som Jørn Åkjær har købt af Nicolaisen & Larsen A/S. Med den nye rendegraver er 11 JCB maskiner aktuelt i brug hos DK Totalbyg:

”Vi har i gennemsnit anskaffet os en ny maskine hvert år, og altid den nyeste model indenfor typen. På den måde er vi sikre på, at vi altid er opdaterede og parate til at løse enhver opgave for vores kunder.”

DK Totalbyg er en af de mest trofaste kunder hos Nicolaisen & Larsen A/S, og firmaet fra Silkeborg har da også haft sælger Kaj Jensen tilknyttet gennem alle årene:

”Vi har en fantastisk kontakt til og et så godt samarbejde med Nicolaisen & Larsen, fordi de kender os til bunds. De ved hvad vi vil have, og har altid rådgivet og hjulpet os, når vi ledte efter materiel til en særlig opgave, eller i øvrigt skulle forny maskinparken,” fortæller Jørn Åkjær og fortsætter:

”Mange har selvfølgelig prøvet, men vi har valgt at holde ved JCB. De har en god brændstoføkonomi, og er behagelige og komfortable at arbejde med. Blandt andet fordi der er godt udsyn fra førerkabinen, og maskinerne kun støjer meget lidt. Sammen med den personlige kontakt er det nogle af de vigtigste grunde til, at vi har valgt at bruge det samme mærke indtil nu.”

Tryghed i samarbejdet

DK Totalbyg arbejder med alle typer af entreprenøropgaver, private og offentlige, store som små. Selv fremhæver Jørn Åkjær de store totalentrepriseprojekter som et af firmaets specialer. De mange varierende arbejdsopgaver stiller store krav til maskinparken, og det er derfor uhyre vigtigt, at han kan stole på sit materiel og sine samarbejdspartnere. Han er særligt glad for samarbejdet med Nicolaisen & Larsen A/S:

”Nicolaisen & Larsen og DK Totalbyg er et godt match, fordi vi har en forståelse for hinanden og ved, at et ord er et ord. Samarbejdet mellem vores to virksomheder har kørt fuldstændigt problemfrit i 22 år nu, og jeg kan sige lige ud, at vi er godt og sikkert kørende, når vi skal garantere den høje kvalitet af arbejdet for vores kunder.”Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109