23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

BRØNDBY: Brøndby Kommunalbestyrelse har godkendt en ansøgning fra Lejerbo om godkendelse af låneoptagelse og 100 procents kommunegaranti til renovering af varmecentral i Ulsøparken. Udgiften til renoveringen er anslået til 4.073.000 kroner, der påregnes finansieret med kontantlån.

BRØNDBY: Ejerne af Priorparken 230 i Brøndby vil gerne omdanne den tidligere NKT højspændingsbygning til et produktionshus til band-, film-, tvproduktion med publikum samt servicering af LED storskærme og lysudstyr til udlejning.

Denne anvendelse strider mod den eksisterende lokalplan og kommuneplanens ramme, og Teknisk Forvaltning indstiller derfor, at der udarbejdes forslag til lokalplan og tillæg til kommuneplanen, så planen kan realiseres.

Sagen forelægges Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen med start i Teknik- og Miljøudvalget i morgen.

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK: Holbæk Byråd har givet tilsagn om støtte til opførelse af 65 kommunale almene plejeboliger ved Sønderstrupvej i Tølløse med en støtteberettiget anskaffelsessum på 122,116 mio. kroner. Samtidig besluttede byrådet, at der opføres servicearealer og dagcenter i tilknytning til plejeboligerne med en samlet anskaffelsessum på 22,121 mio. kroner.

KPF Arkitekter A/S har for Holbæk Kommune udarbejdet et projekt for opførelse af de nye plejeboliger og dagcenter med mere. Boligerne opføres ifølge projektet som etagebyggeri med et samlet areal på 4.875 kvm.

REGION SYDDANMARK

NORDFYN: Nordfyns Kommunalbestyrelsen skal på torsdag beslutte, om kommuneplantillæg nr. 9, Fionagrunden skal godkendes og fremlægges til høring.

Kommuneplantillægget udgør planlægningsgrundlaget for udarbejdelse af den kommende lokalplan for den tidligere Fionagrund, hvor der er planer om at opføre boliger og bebyggelse til offentlige formål.

REGION MIDTJYLLAND

TJØRRING: Ejer af ejendommen Tjørring Hovedgade 42 har gennem Peder Jørgen Jeppesen ansøgt om mulighed for opførelse af et etagebyggeri til boliger på ejendommen. Det ansøgte projekt omfatter 13 boliger.

Byplanudvalget principgodkendte ansøgning tilbage i august. Bygherre har efter principgodkendelsen meddelt, at projektet udvides til at omfatte en p-kælder til 13 p-pladser. Endvidere ønsker bygherre at etablere syv p-pladser på terræn i gården.

Det ansøgte projekt er i strid med den gældende kommuneplanramme og den gældende lokalplan. Der er derfor udarbejdet forslag til tillæg til kommuneplanen og forslag til ny lokalplan, og disse indstilles til foreløbig vedtagelse i Herning Byråd i dag.

FÅRBÆK: Et forslag til lokalplan for et erhvervsområde i Fårbæk indstilles til endelig vedtagelse i Herning Byråd i dag. Lokalplanen udlægger området til erhvervsformål i form af virksomheder inden for virksomhedsklasse 2-4.

Dermed gives der mulighed for, at et eksisterende anlæg kan udvides.

HERNING: Herning Byråd bliver på sit møde i dag bedt om at frigive en anlægsbevilling på 197.000 kroner til etablering af vuggestuepladser Haderup Skole og Børnehus.

Byrådet søges ligeledes om en anlægsbevilling på 1.860.000 kroner til en motoriksal på Haderup Skole og Børnehus.

RANDERS: Når Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune holder møde på torsdag, skal der blandt andet tages stilling til lokalplan nr. 619 for idrætsfaciliteter ved Langvang og et tilhørende kommuneplantillæg.

Lokalplanen giver mulighed for etablering af en multihal og institutioner på Langvang Idrætscenter samt et mindre friluftsaktivitetscenter på de rekreative arealer ved Langvang. Lokalplanen omfatter ligeledes Falcks Uddannelsescenter på Langvangen, hvor der gives mulighed for erhverv i miljøklasse 1-3 og for at øvelsesarealerne kan udvides mod øst.

Forvaltningen indstiller lokalplanen til endelig vedtagelse.

AARHUS: Magistraten anbefaler efter sit seneste møde Aarhus Byråd at give tilladelse til opførelse af en ny etagebebyggelse med 18 boliger på Amaliegade 14-16 i Aarhus.

Der er søgt om tilladelse til at opføre en ny etagebebyggelse i fem etager med 18 boliger med altaner og en tagterrasse og græstag på adressen. Byggeriet opføres som et forhus og et baghus i henholdsvis fem og fire etager, der forbindes ved et trappe-/elevatortårn i fem etager. Etagearealet bliver 1.124 kvm.

GELLERUP: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen godkende et projekt for opførelse og drift af bygning i Gellerup med 950 arbejdspladser og diverse udadrettede aktiviteter og give en anlægsbevilling til opførelse af byggeriet som OPS-projekt.

Det indstilles, at opgaven med opførelse og drift af byggeriet i Gellerup tildeles et konsortium med A. Enggaard A/S – Enggaard Gruppen A/S i spidsen. Driften af byggeriet udlægges til konsortiet de kommende 15 år ud fra et ønske om at sikre en totaløkonomisk tilgang til projektet fra start og design til drift og renovering.

Bygningen, der ifølge planerne står klar til indflytning om tre år, kommer til at omfatte 1.500 kvm udadvendte funktioner, der skal sikre, at huset lever op til helhedsplanens intentioner om at blande og skabe nye funktioner i Gellerup, samtidig med at de understøtter inklusion.

Med tillæg af uforudsete udgifter, rådgiverydelser, grundkøb, inventar og mulige tilkøb beløber den samlede anlægsudgift sig til 607,8 mio. kroner.

REGION NORDJYLLAND

SINDBJERG: Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune skal i morgen beslutte, om der skal gives tilladelse til opførelse af en manøvrebygning og til udvidelse af en transformerstation i Sindbjerg.

Der er tale om en genoptagelse af sagen, og Team Byg anbefaler, at Energinet får tilladelse til det ansøgte.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095