23948sdkhjf

Anlægsnyt

Redigeret af Charlotte Westh
REGION HOVEDSTADEN

HVIDOVRE: Teknik- og Miljøudvalget i Hvidovre Kommune har godkendt et forslag til etablering af supplerende bump på Dybenskærvej.

I 2004 blev Dybenskærvej forsynet med de nuværende hastighedsdæmpende foranstaltninger. Hastighedsmålinger viser, at foranstaltningerne ikke fuldt ud lever op til kriterierne for en hastighedszone på 40 km i timen. Derfor foreslås det, at der etableres flere asfaltbump på vejen.

KØGE: Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 3,059 mio. kroner til dækning af udgifter forbundet med vejrenovering i området ved Lyngen i Køge.

Køge Energiforsyning er i gang med at kloakseparere området ved Lyngen i Køge Nord i henhold til spildevandsplanen. Teknik- og Miljøforvaltningen har i denne forbindelse afsat rådighedsbeløb, således at der samtidig kan foretages en renovering af vej- og sidearealer i samarbejde med Køge Energiforsyning.

Samarbejdet og koordineringen af disse arbejder gør, at Køge Kommune får renoveret større vejarealer, samlet set, i en bedre kvalitet, end det ellers ville have været tilfældet og muligt.

Området, der på nuværende tidspunkt er renoveret, strækker sig helt fra Ølby Centeret til Ølsemaglevej, hvor forvaltningen har været partner på alle offentlige vejarealer samt grønne områder.

Arbejdet foregår successivt, og der mangler flere etaper, førend arbejdet kan afsluttes.

REGION SJÆLLAND

GREVE: Teknik- og Miljøudvalget i Greve Kommune har sagt god for frigivelse af en anlægsbevilling til renovering af stationspladsen og busholdepladsen i Greve Midtby. Det drejer sig om en anlægsbevilling på to mio. kroner til rådgivning.

De to mio. kroner går dels til at designe og projektere de nye pladser, og dels til at gennemføre en borgerinddragelsesproces.

Tilbage i 2013 gav Trafikstyrelsen tilsagn om at medfinansiere en ny stationsplads og busholdeplads i Greve Midtby med godt 7,3 mio. kroner. Medfinansieringen gives på betingelse af, at Greve Kommune finansierer et tilsvarende beløb til renoveringen.

Grundet samarbejdet med Sophienberg Ejendomsudvikling om udviklingen af Stationskvarteret, er renoveringen af stationspladsen og busholdepladsen blevet udskudt til at blive gennemført i 2015, 2016 og 2017 med aflevering af det endelige regnskab til Trafikstyrelsen i december 2017.

Det forventes, at Byrådet kan godkende udformningen af pladserne i foråret 2016. Samtidig skal Byrådet godkende en frigivelse af anlægsmidler på 6.632.115 mio. kroner, så anlægsarbejdet kan komme i gang.

REGION SYDDANMARK

MIDDELFART: Miljø- og Energiudvalget i Middelfart Kommune har besluttet at anbefale et forslag fra forvaltningen om etablering af nedgravning af affaldsløsninger i Middelfart gamle bydel.

I forbindelse med vedtagelsen af 14 dages tømning og skelordning, blev det besluttet, at der skal findes alternative affaldsløsninger for de hustande - især i den gamle bydel i Middelfart, hvor der er så lidt plads, at borgerne enten ikke kan transportere en container igennem huset eller ikke har plads i baghaverne. Det foreslås, at der i disse områder arbejdes på en løsning med etablering af nedgravede affaldsbeholdere på centrale steder på offentlige arealer. Foruden nedgravede beholdere til dagrenovation etableres der på nogle centrale steder nedgravede affaldsbeholdere til genanvendeligt affald som for eksempel papir, pap, metal, glas, og plast.

I forbindelse med Klimabyprojektet skal gaderne i projektområdet graves op, og nedgravning af affaldsbeholdere kan koordineres med dette.

Byrådet har forslaget til behandling i december måned.

REGION NORDJYLLAND

AABYBRO: Jammerbugt Kommunalbestyrelse har vedtaget en lokalplan for boligområdet Skovparken i den østlige del af Aabybro. Lokalplanen omfatter et areal på cirka fire hektar, hvor der er mulighed for udstykning og bebyggelse af seks eller ni parcelhusgrunde samt af 30 eller 39 boliger af typen tæt-lav byggeri.

JAMMERBUGT: Det lykkedes ikke for Jammerbugt Kommunalbestyrelse at indgå et bredt forlig om budgettet for 2016, idet kun 17 medlemmer af kommunalbestyrelsen står bag budgetaftalen.

I forliget afsættes en ramme på godt seks mio. kroner til vejområdet. Halpuljen er fortsat i spil med to mio. kroner til konkret fordeling efter ansøgning. Der afsættes 1.065.000 kroner til etablering af nyt bibliotek i Aabybro. Til realisering af Masterplanen for Fjerritslev afsættes én mio. kroner i 2016 og to mio. kroner i overslagsåret 2017. Herudover er der afsat 8,2 mio. kroner til asfalt og bygningsvedligeholdelse.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125