23948sdkhjf

Stor interesse for ny elektrikeruddannelse

Hjemmeside og hotline om ny elektrikeruddannelse bliver brugt flittigt
Informationer om den nye elektrikeruddannelse, som startede 1. august, har været søgt flittigt.

Kort før sommerferien gik uddannelsens nye hjemmeside – elektrikeruddannelsen.dk – i luften, og allerede nu er den besøgt af tusindvis af personer, og antallet vokser dagligt, skriver fagbladet Elektrikeren.

Samtidig oprettede El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat (EVU) en særlig telefonisk hotline, som især hen over sommeren har været godt besøgt, oplyser sekretariatschef i EVU, Rene Bugge Bertramsen til fagbladet.

Moduler giver specialisering

Ændringerne i uddannelsen indebærer kort fortalt, at de fem studieretninger nedlægges. Fremover vil alle lærlinge have samme uddannelsesforløb til og med H1, som afsluttes med en H1-prøve.

Herefter skal virksomhed og lærlinge sammen ’designe’ uddannelsen. Det sker ved at vælge fire-fem ud af i alt 28 moduler, som lærlingen skal have på H2- og H3-forløbet.

”Da alle skoler ikke kan tilbyde alle modulerne, skal cirka 25 procent af lærlingene over på en anden skole for at fuldføre et eller flere moduler. Men vi har ikke hørt en eneste negativ kommentar fra en lærling over, at vedkommende har måttet skifte skole”, siger Benny Yssing, uddannelsesleder i Dansk El-Forbund.

”Det viser, at lærlingene accepterer og kan se fornuften i, at man i nogle tilfælde må ’flytte for kompetencerne’”, fortsætter han.

Positive tilkendegivelser

Hos arbejdsgiverne i Tekniq melder man også udelukkende om positive tilkendegivelser fra medlemsvirksomhederne.

”Min opfattelse er, at virksomhederne har taget rigtig godt imod den nye uddannelse. Selvfølgelig kan nogle synes, at det er lidt bøvlet, at man skal ind og lave en ny virksomhedsgodkendelse, og at man skal lære et nyt IT-system at kende. Men når de først er blevet vejledt, er tilbagemeldingerne, at ’det var jo meget nemt’ og ’sikke nogle fantastiske muligheder, det giver’. Vi har ikke haft en eneste kritisk opringning, og det tager jeg som et enormt positivt tegn”, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq.

Blandt de aktører i branchen, der er glade for den nye uddannelse er den maritime el-virksomhed Scanel International.

”For vores virksomhed er det fantastisk, at uddannelsen er så specialiseret”, siger HR-manager og ansvarlig for ansættelse af lærlinge, Stig Knudsen til fagbladet og forklarer, at der før den 1. august ikke var noget, ”der bare lugtede af en maritim el-uddannelse”.

”Så når vi ansatte lærlinge, var de enten styrings- og reguleringselektrikere eller installationsteknikere”, påpeger han og forklarer, at virksomheden derfor selv måtte dreje dem hen mod virksomhedens ’boldgade’, så de efter fire år hos dem var specialister.

”Det er ikke på samme måde nødvendigt med den nye uddannelse. For eksempel rammer modulet ’skibsinstallationer’ fuldstændigt plet i forhold til, hvad vi arbejder med”, siger han.

jsk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156