Byggenyt
BRØNDBY: Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune holder møde den 23. september, og på dagsordenen er blandt andet Lokalplan 304 for ridecenter ved Kettehøj, der fremlægges til endelig vedtagelse.
Formålet med lokalplanen er at muliggøre, at der kan opføres et nyt ridecenter med tilhørende faciliteter i området syd for den Grønne Kile ved Kettehøj.
REGION SJÆLLAND
KALUNDBORG: Kalundborg Kommunalbestyrelse har sagt god for, at ejendommen Torvet 3A i Kalundborg frigives til Udviklingsstaben og Dansk SymbioseCenter, således at der kan ske indflytning medio december. Kommunalbestyrelsen godkendte også en udgiftsanlægsbevilling på 200.000 kroner til istandsættelse, flytteomkostninger med mere.
Ligeledes blev det godkendt, at ejendommen Slagelsevej 35b frigives til brug for Center for Misbrug, således at der kan ske indflytning primo december 2015, og at ombygning og flytning sker indenfor en ramme på 1.560.000 kroner.
REGION MIDTJYLLAND
GØDVAD: Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune indstiller Lokalplan 13-014 for et erhvervsområde ved Kejlstrupvej/Stagehøjvej i Gødvad og et tilhørende kommuneplantillæg til endelig vedtagelse i byrådet.
Lokalplan 13-014 giver mulighed for at forlænge Lillehøjvej frem til Kejlstrupvej med kontorbyggeri i tre-tolv etager syd for Lillehøjvej og kontorbyggeri, lettere produktionsvirksomhed og butikker til særligt pladskrævende varegrupper samt restaurant nord for Lillehøjvej.
VIBORG: Teknisk Udvalg i Viborg holder ekstraordinært møde den 23. september, hvor emnet er godkendelse af konkurrenceprogram for erhvervsgymnasium og banebro i Viborg Baneby.
Konkurrencen omfatter forslag til udformning af banebro og et nyt erhvervsgymnasium med tilhørende tilkørselsveje, parkering, pladser, ramper og trappeanlæg. Samtidig ønskes et forslag til en bebyggelsesplan for et areal, som Viborg Kommune ejer på den sydlige side af jernbanen.
Konkurrencen gennemføres som en EU-projektkonkurrence. Der blev modtaget 25 ansøgninger til prækvalifikationen, blandt hvilke der er udvalgt fem teams, der skal komme med forslag i konkurrencen.
Konkurrencematerialet påregnes udsendt til konkurrencedeltagerne den 25. september 2015 og forventes at bestå af to faser. Fase 1, som er projektkonkurrencen, forventes afsluttet i december 2015. Fase 2, som er udbud med forhandling, forventes gennemført primo januar til primo marts 2016.
Efter konkurrencens afslutning forventes der indgået kontrakt med vinderen om henholdsvis erhvervsgymnasiet og banebroen, samt eventuelt en mindre opgave om bebyggelsesplanen syd for banen. I henhold til en indgået samarbejdsaftale skal realisering af de enkelte projekter særskilt besluttes og godkendes af henholdsvis Mercantec, Viborg Byråd og Realdania.
Det er i konkurrencen forudsat, at byggeperioden forløber fra marts 2017 til og med september 2018, med forventet indflytning i erhvervsgymnasiet ultimo 2018.
REGION SYDDANMAK
KOLDING: Boligkontoret Danmark har på vegne af Boligselskabet Kolding, afdeling 2 ansøgt om kommunens godkendelse af optagelse af et realkreditlån på 992.5000 kroner til et renoveringsarbejde. Plan- og Boligudvalget har set på sagen og anbefaler, at kommunen stiller 100 procent kommunegaranti på lånet.
Lånet skal bruges til udskiftning af tag og efterisolering.
KOLDING: På vegne af Trefor har Tegnestuen Mejeriet A/S ansøgt Kolding Kommune om igangsætning af en planlægning med henblik på opførelse af op til 69 etageboliger i to-fire etager på vandværksgrunden, Stadionvej 45. Plan- og Boligudvalget besluttede forleden at igangsætte planlægningen baseret på et etageantal på to.
REGION NORDJYLLAND
VORUPØR: Det er planen, at der skal opføres en wellness bygning i forbindelse med Havbadet i Vorupør, og det var først ventet, at bygningen kunne stå klar i starten af december i år. Manglende finansiering betyder imidlertid, at man nu først forventer, at bygningen vil være en realitet medio 2016. Det fremgik af den orientering, Thisted Kommunalbestyrelse fik om sagen forleden.
I forbindelse med budgetforliget for 2015 blev der afsat to mio. kroner, fordelt med henholdsvis én mio. kroner til etablering af pumpe og sikring af vandkvalitet i havbadet samt én mio. kroner til en velfærdsbygning.
Vedrørende velfærdsbygningen forudsættes en ekstern finansiering på 50 procent. Der har været ansøgt om støtte ved Realdania og Bevica Fonden. Kort før sommerferien i år meddelte Bevica fonden, at de gerne vil støtte med 500.000 kroner til en Wellness bygning.
Som minimum skal bruges to mio. kroner til en wellness bygning. Det vil sige, at der mangler mindst 500.000 kroner. I løbet af september – oktober søges der om støtte hos tre fonde.
BRØNDERSLEV: Brønderslev Byråd har vedtaget lokalplan 02-E-05.01 Erhvervsområde, Østre Ringgade og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplan og kommuneplantillæg er udarbejdet, fordi Jem & Fix ønsker at etablere et nyt byggemarked i byen.