Skoldhed bekæmpelse af ukrudt hitter i Danmark
Kommuner, entreprenører og anlægsgartnere kan nu bekæmpe ukrudt med varmt vand, hvilket er særdeles effektivt og energivenligt
Det er blot to år siden, Svenningsens Maskinforretning introducerede de norske Heatweed-maskiner, som bekæmper ukrudt alene med skoldhed vand i den rette dosering. På dette års udgave af messen Have & Landskab i Slagelse præsenterede Svenningsens og den norske producent så en lille, ny i Heatweed-familien.
”Vi har udviklet Mini Series specielt til bekæmpelse af ukrudt i større haver, på gårdspladser og i taghaver ved sygehuse, kontorbygninger og lignende steder”, fortæller Johan K Rud, der er indehaver af og teknisk direktør for Heatweed Technologies.
Ukrudt i højden
”Mini Series passer til ukrudtsbekæmpelse op til cirka 1000 kvadratmeter på en arbejdsdag. Selv vejer maskinen blot 100 kg og kan nemt hejses op til terrasser og taghaver. Tanken rummer 300 liter, men maskinen kan blot kobles direkte til en vandhane. Så sparer man vandets vægt. Og der skal blot en stikkontakt til at få gang i ukrudtsbekæmpelsen fuldstændig lydløst”, siger Johan K. Rud.
Med den nye Mini Series byder Heatweed nu på fem forskellige modeller. Den mest købte, også i Dannmark, er Mid Series med kapacitet til omkring 2500 kvadratmeter på en arbejdsdag.
Skyder det grønne
Flagskibet hos Heatweed er Sensor Series til montering på en redskabsbærer. Avanceret teknologi sørger for, at maskinen nøje udvælger, hvor den skal sprøjte det næsten kogende vand ud, og hvor den ikke skal. Sensoren identificerer simpelthen klorofyl, som er det stof, der giver planterne deres grønne farve. Når sensoren registrerer ukrudt, skydes en dosis ukrudtsdræbende varmt vand afsted.
”Vandet sendes mod ukrudtet med en temperatur på præcis 98 grader. Ukrudtsplanternes cellestruktur bliver ødelagt af det varme vand. Damp har været en meget anvendt metode i Danmark, men vand har 28 gange bedre energioverførsel end damp og varm luft. Vand er også langt mere effektivt end gasbrændere, som i øvrigt forårsager cirka 350 brande om året i Danmark. Med flammer skal man bekæmpe ukrudt typisk otte til ti gange om året. Med Heatweed er tre gange nok”, fortæller Johan K. Rud.
Salg i Slagelse
Svenningsens var allerførst til at præsentere de norske Heatweed-maskiner. Nemlig på Have & Landskab i Slagelse i 2013. Siden er der solgt flere end 150 maskiner i forskellige størrelser i Skandinavien. Og mange af dem i Danmark.
”Nu har vi netop solgt flere Heatweed direkte på Have & Landskab 2015. Både af den lille, nye Mini Series og af maskiner i Mid Series. Entreprenør Ebbe Dalsgaard i Fredensborg har som den første danske entreprenør investeret i en af de store sensor-maskiner. Og Egedal Kommune har netop købt en Heatweed Sensor Series, som vi nu skal levere”, fortæller salgskonsulent Lars Pedersen, som er Svenningsens Heatweed-specialist.