23948sdkhjf

Hjørring har indviet sit nye stadion

Et år efter nedrivningen af Hjørrings gamle stadion begyndte, er det nye Femhøje Stadion nu taget i brug. Lund & Staun har stået for totalentreprisen
Hjørring har fået hvad byen selv kalder Danmarks mest bæredygtige stadion, efter Femhøje Stadion er blevet indviet.

Byggeriet hviler på en ambition om at skabe mest muligt værdi ved at kombinere et alsidigt idrætsbyggeri med passivhus-princippet og en række håndplukkede bæredygtighedstiltag fra DGNB-systemet.

Femhøje Stadion er opført i totalentreprise af den aalborgensiske entreprenørvirksomhed Lund & Staun med et rådgiverteam bestående af de tre Århus-firmaer, Lumo Arkitekter, Regnbuen Arkitekter og Sloth Møller.

Projektet er udviklet gennem et bygherre-samarbejde bestående af Hjørring Kommune, Hjørring VUC&HF samt Hjørring Private Realskole.

Konstellationen med tre bygherrer har resulteret i et fleksibelt byggeri, som i dagtimerne bruges i skolernes idrætstimer og klasseundervisning, mens det i weekenderne danner ramme for fodboldkampe med VIP-område, presselounge og serveringsfaciliteter.

Åbent område

Samtidigt har det været afgørende for arkitekterne at skabe et åbent område, som løfter bydelen ved at tilbyde et mødested for byens unge og aktive borgere – indendørs såvel som udendørs på den tilknyttede rambla. En anden vigtig egenskab ved byggeriet er den meget høje grad af handicapvenlighed, hvor det for eksempel også er muligt for kørestolsbrugere at nyde kampene fra tribunen.

”Der er en tendens inden for bæredygtigt byggeri, der bevæger sig fra kun at tale om optimeret energiforbrug til at betragte byggeriet helhedsorienteret og med større fokus på totalværdi for bygherren. Femhøje Stadion er et glimrende eksempel på dette, da projektet er udviklet med afsæt i grundlæggende principper fra DGNB-systemet og passivhus-princippet. Det er blandt andet en kompakt bygningsmasse, den optimerede placering på grunden og anvendelsen af materialer af høj kvalitet, som er afgørende for, at vi nu står med et stadion, hvor økonomi, energi og arkitektur går op i en højere enhed”, siger Lars Sønderskov, der er indehaver af Lumo Arkitekter.

Det nye Femhøje Stadion er på 3.300 kvm inklusiv blandt andet to idrætshaller, tribune med cirka 600 siddepladser samt billetfaciliteter og boldskure.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11