23948sdkhjf

Byggeriets produktion i førerposition

Boligjobordningen skubber til en branche, der allerede er godt i gang, mener chefanalytiker ovenpå de nye beskæftigelsestal for byggeriet. Han erkender dog at der kan være behov for initiativer i provinsen
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at byggebeskæftigelsen steg med 0,2 procent svarende til knap 280 personer i 2. kvartal. Det er en på papiret svag fremgang. Det hører dog ifølge Nykredits chefanalytiker, Tore Stramer med til historien, at byggebeskæftigelsen steg kraftigt i årets første kvartal. Det betyder, at beskæftigelsen nu er steget med knap 5.800 personer i første halvår af 2015 – det må siges at være flot. Der er tilmed fremgang at spore i alle sektorer over det seneste år.

Skranter ikke

”Byggesektoren kan da heller ikke siges at være en skrantende sektor, der sakker bagud i forhold til resten af økonomien – tværtimod. Vi er således nu i en situation, hvor produktionen i byggeriet over de sidste par år er vokset hurtigere end i resten af økonomien”, siger han.

Der er således ifølge Stramer heller ikke overraskende dømt positive nøgletal i byggesektoren fra ende til anden. Udover at beskæftigelsen viser pæn fremgang, så er ledigheden inden for byggefagene faldende. Det betyder, at ledigheden inden for byggeriet nu ligger på stort set samme niveau som på resten af arbejdsmarkedet.

”Det har også givet udslag i, at byggesektoren nu er en af de eneste sektorer, hvor manglen på arbejdskraft så småt er begyndt at melde sig. Det er dermed heller ikke overraskende, at byggesektoren var en af de sektorer hvor lønningerne steg mest i starten af året”, siger han.

Byggeriet oplever da også god medvind fra en række fronter. De offentlige investeringer har i en årrække ligget på et meget højt niveau. Dertil kommer, at de begyndende opsving på boligmarkedet i kombination med de lave renter også understøttet byggeriet.

”Det er således også vores forventning, at byggesektoren fortsat vil lede an i opsvinget i dansk økonomi over de kommende år. Set i det lys er det ikke oplagt at BoligJobordningen genindføres med tilbagevirkende kraft i år. Byggesektoren under ét er ikke længere i en krisetilstand, der nødvendiggør særskilt støtte”, siger han.

Kan være behov

Tore Stramer anerkender dog overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der godt kan være regionale og lokale forhold, ligesom bestemte forhold for små og mellemstore virksomheder, der kan have behov for initiativer.

”Til næste år omformuleres BoligJobordningen dog, således at der i mere snæver forstand kun gives støtte til energiforbedrende investeringer mv. Dermed vil BoligJobordningen også ændre sig fra, at være en ren støtteordningen, til en ordning der understøtter energieffektiviteten i dansk økonomi. Det må siges at være fornuftigt set i lyset af den gunstige konjunktursituation i byggeriet, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104