23948sdkhjf

Taget deltager aktivt i klimakampen

En nyudviklet spray on-taglægning afkøler bygninger og bekæmper luftforurening. Den danskudviklede grønne løsning fra Iso Paint Nordic er støttet af Realdania og udvalgt blandt 1.500 nominerede og miljøfremmende projekter
En danskudviklet spray on-tagbelægning, der både afkøler bygningen og bekæmper luftforurening, er blandt verdens mest bæredygtige løsninger.

Mandag Morgens grønne tænketank Sustainia præsenterede forleden i Paris et hundrede eksempler på bæredygtige løsninger og produkter fra hele verden, som globalt set kan inspirere til en grønnere udvikling.

De hundrede bæredygtige løsninger er udvalgt blandt flere end 1.500 nominerede projekter, virksomheder og teknologier implementeret i 151 lande fordelt på seks kontinenter.

Også en god forretning

Det er fjerde gang, Sustainia lancerer deres kortlægning – den såkaldte Sustainia100 – og i år bekræfter kortlægningen en tendens, som er blevet stadig tydeligere inden for bæredygtige virksomheder. Nemlig, at grønne virksomheder kan være en god forretning.

Over halvdelen af årets Sustainia100-løsninger markedsføres ikke kun på de traditionelle bæredygtighedskriterier, men er også konkurrencedygtige på pris og bekvemmelighed.

“Det er et godt år for grønne forbrugere, og opløftende at kreative ideer skaber nye produkter og services, der kan konkurrere på lige vilkår med ikke-bæredygtige alternativer. Det giver muligheder for en grøn omstilling”, siger Laura Storm, direktør for Sustainia.

Forandringer nedefra

Realdania er blandt Sustainias grundlæggere og har netop forlænget støtten til tænketanken med yderligere tre år.

”Folkene bag Sustainia har skabt global opmærksomhed på bæredygtige løsninger, der allerede findes rundt om i verden. De har især haft held til at sætte spot på de forandringsprocesser, der vokser nedefra blandt virksomheder og ngo’er (non-governmental organization, ikke-statslige organisationer, red.). Dermed yder Sustainia en vigtig indsats for at sætte skub i den grønne omstilling. Det gælder ikke mindst vores voksende byer, både globalt og herhjemme”, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

Seks danske løsninger

Blandt de hundrede løsninger, der er udvalgt til dette års Sustainia100, er seks af dem skabt af danske virksomheder.

Blandt andet virksomheden Iso Paint Nordic, der, som nævnt er aktuel med spray-løsningen til tagbelægning, der afkøler og bekæmper luftforurening.

Eller NoFlood Barriers, der producerer mobile vanddæmninger, særligt udviklet til at forhindre oversvømmelse i bynære områder.

Eller et klimasystem udviklet til industri- og erhvervsbyggeri, hvor afkølingen sker via et rørsystem, der passerer gennem byens havneløb.

Gennem de seneste fire år har Sustainia identificeret flere en 3.200 løsninger med fokus på bæredygtighed.

Cirkulær økonomi
Hver femte løsning i Sustainia100 tager afsæt i cirkulær økonomi, hvor virksomheder udforsker de økonomiske incitamenter, der er knyttet til cirkulært forbrug, herunder madspild, der kan omdannes til biogas, genbrug af airconditionfiltre og 100 procent genanvendeligt arbejdstøj.
Et voksende fokus på udviklingslande har skabt større fokus på bæredygtige modeller. 23 ud af de 100 løsninger i Sustainia100 bygger deres forretningsmodel på at imødekomme et stigende behov for pålidelige energikilder, sanitets- eller affaldshåndtering, herunder løsninger, der kan beskytte vestafrikanske bønder mod ekstremt vejr gennem brug af for eksempel satellitdata.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11