Ikke alle kommuner har været hurtige med timepriser
Det har ikke været ligetil for alle kommuner at fastsætte en timepris for sagsbehandling af byggeansøgninger
Ifølge Dansk Byggeris opgørelse over kommunernes byggesagsgebyr, som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev i mandags, har tre kommuner delvist holdt fast i at beregne gebyret ved hjælp fra en kvadratmeter- eller kubikmeterpris.
Både Vallensbæk og Favrskov kommuner peger imidlertid på fejl i opgørelsen og fremhæver, at de har fastlagt en timepris på henholdsvis 431 og 752 kroner eksklusiv moms. Vallensbæk oplyser i den forbindelse, at der i den takstoversigt, som Dansk Byggeri har benyttet, står, at gebyrerne vil blive ændret.
”I den udstrækning, der er fejl i analysen, beklager vi og retter selvfølgelig”, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, der glæder sig over, at kommunerne reelt har en timepris og påpeger, at gebyrerne, der er angivet i Dansk Byggeris analyse, er fundet på kommunernes hjemmesider, hvor brugervenlighed er nøgleordet, når man laver store dataindsamlinger.
Fanø erkender
Til forskel fra Favrskov og Vallensbæk anerkender Fanø Kommune, at de ikke har haft en timepris og henviser i den forbindelse til, at der i aftalen om kommunernes økonomi for 2015 står, at KL og regeringen har haft planer om at udarbejde en konkret model, som kommunen har afventet, og som endnu ikke er kommet, hvilket Marie Louise Madsen, kontorchef i KL, bekræfter over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Af den grund er Fanø kommet sent i gang med reguleringen, lyder det fra Mette Udsen, økonomichef i kommunen.
”Vi skal selvfølgelig beklage, at vi er sent ude”, siger hun og oplyser, at byggesagsgebyret var på dagsordenen i byrådet i mandags, hvor en gebyrstruktur, der fører til en timepris på 536 kroner eksklusiv moms, blev godkendt. Herudover blev helårsbeboelse fritaget for gebyr for at fremme bosætningen på øen.
Tonen har været fulgt
Til trods for, at man på Fanø ikke officielt har overholdt lovgivningen, så har man haft tonen i de nye regler med, påpeger Mette Udsen.
”Selvom vi ikke har overholdt formalia, så er de byggetilladelser, vi har givet, blevet justeret efter tidsforbruget”, forklarer hun og erkender, at der kan være mindre forskydninger i timepris i forhold til den, der er gældende efter byrådsmødets behandling.
Hun påpeger desuden, at der ikke er udsendt regninger på erhvervsbyggeri i år.
”Vi er muligvis sent på den, men vi har ikke snydt nogen”, siger hun.
Hos Dansk Byggeri ser man ikke det store problem i, at Fanø har afventet udarbejdelsen af en konkret model på området. Kommunen er blandt de mindre, og derfor er det reelle problem overkommeligt, påpeger Torben Libourius.
”Vi ved, at overgangen til gebyr efter tid har givet nogle udfordringer”, siger han.