Anlægsnyt
TOMMERUP: Byrådet i Assens Kommune har truffet principiel beslutning om igangsættelse af ekspropriationsprocedure til sikring af ny cykelsti mellem Tommerup og Brylle.
Åstedsforretning afholdes torsdag den 16. april.
ÆRØ: Ærø kommune har en ansøgning om åbning af en cirka 37 meter lang privat vandløbsstrækning på matr. 40a Ærøskøbing markjorder.
Den eksisterende ledning er et gammelt betonrør, der er nedslidt og med konstateret rørbrud. Det resulterer i, at regnvand og overfladevand fra Vråvejen ikke kan passere i tilstrækkelig grad. Det har flere gange givet anledning til store mængder vand på Vråvejen.
Efter en høringsperiode, der strækker sig frem til 21. april, tager Ærø Kommune stilling til, om projektet bør fremmes.
Ejeren af ejendommen afholder alle udgifter forbundet med projektering og fysisk gennemførelse af reguleringsprojektet samt fremtidig vedligehold af vandløbet.
REGION MIDTJYLLAND
VENØ: Struer Byråd har frigivet en halv mio. kroner til nyt molehoved på Venø.
I forbindelse med bygning af nye færgelejer i 2010, blev der bygget videre på det gamle molehoved ved færgelejet på Venø.
Molehovedet er støbt i beton og står på træpæle, og molen er begyndt at vælte kraftig mod nord. Molen skal fjernes, og der skal etableres ny spunsvæg.
HORSENS: Horsens Byråd har vedtaget lokalplan 2014-11, Fængslet med tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Baggrunden for lokalplanen er, at der er behov for at fastlægge nye anvendelsesbestemmelser for fængselsområdet.
I den gældende Lokalplan 236 er arealerne omkring fængselsbygningerne udlagt til boligbyggeri med mulighed for at opføre cirka 400 boliger. I stedet for en boligbebyggelse ønskes arealet friholdt til aktiviteter, som de der har været afholdt de senere år. Eksempelvis koncerter, festivaler og andre udendørs arrangementer.
Lokalplanen har således til formål at fastlægge rammerne for områdets anvendelse til en bred vifte af kulturelle og erhvervsmæssige aktiviteter.
Desuden har lokalplanen til formål at sikre, at bevaringsværdien af det historiske bygningsanlæg ikke forringes, og at fastlægge rammerne for et begrænset nybyggeri og for udformning af de ubebyggede arealer omkring fængselskomplekset.
GEDVED: Horsens Kommune vil søge Trafikstyrelsen om tilskud til realtidsinformation ved 20 stoppesteder i byerne Hovedgård, Egebjerg, Østbirk, Gedved, Lund, Hatting, Søvind, Nim og Sdr. Vissing fra Puljen til forbedring af den kollektive trafik i yderområderne.
Det besluttede byrådet på sit seneste møde, hvor det også blev besluttet at give en anlægsbevilling med tilhørende rådighedsbeløb på 709.000 kroner til projekt busfremkommelighed i de mindre byer i 2015.
Såfremt tilskud fra Trafikstyrelsen ikke modtages, anvendes beløbet i stedet til andre projekter til forbedring af trafikafviklingen i kryds efter nærmere forelæggelse og godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget.
Fremkommeligheden for busserne i Horsens er igennem de senere år forbedret i alle de vigtigste lysregulerede kryds. Opgaven med at forbedre passagerinformationen er påbegyndt, idet der er opsat digitale passagerinfotavler på trafikterminalen, Vitus Berings Plads og Nørretorv i Horsens.
LAURBJERG: Favrskov byråd har besluttet at sende en revideret ansøgning til den statslige pulje til forbedring af den kollektive trafik i yderområder om penge til et trinbræt i Laurbjerg.
I forbindelse med budgetlægningen for 2015 aftalte Byrådet, at hvis der fra statslig side åbnes op for muligheden for at etablere et trinbræt i Laurbjerg, er Favrskov Kommune indstillet på at bidrage økonomisk med op til fem mio. kroner til anlægget.
HORSENS: Horsens Byråd har godkendt forvaltningens indstilling om gennemførelse af en række projekter, der har betydning for trafiksikkerheden.
Det handler om sikring af cyklister i kryds i Horsens by, etablering af cykel-/kantbaner på Sverigesvej/Torstedallé, delt sti på Strandkærvej, rekreativ sti på Anemonevej/Ternevej, cykelsti på Bryrupbanestien ved Østbirkhallen og bump i Grumstrup og på Lovbyvej.