23948sdkhjf

Undersøger flere detaljer ved bro til 559 millioner kroner

”Klimabroen” i Randers betegnes som en forudsætning for den omfattende byudvikling Klimabyen. Nu ser lokalpolitikerne nærmere på en lang række idéer og forslag til broforbindelsen

Den næsten 560 mio. kr. dyre ”Klimabroen”, som en påtænkt ekstra broforbindelse over Randers Fjord er døbt, rykker nærmere. Men indspark fra randrusianere har sendt Randers Kommunes folk i tænkeboks og arbejdstøjet.

Efter en offentlighedsfase om broprojektet vil kommunen således lave supplerende undersøgelser af blandt andet vejforløb, stiforbindelse og af mulige scenarier for lystbådehavnen.

- Samtidig begynder forvaltningen nu også arbejdet med at lave et kommuneplantillæg og en miljøvurdering af planlægningen, siger Claus Berggren (V), formand for erhvervs- og planudvalget i Randers Kommune, i en pressemeddelelse. 

- Efterhånden vil vi zoome mere ind på konkrete dele af projektet, og senere kommer der nye, offentlige debatter, tilføjer han.

I en debat om Klimabroen i perioden 4. januar - 22. februar 2024 modtog kommunen 72 idéer og forslag.

Millioner til ekstra undersøgelser

Klimabroen kommer til at bestå af en bro over Randers Fjord, en dæmning over det nordlige havnebassin i Randers by og en ny vej på nord- og sydsiden. Den har et samlet budget på 559 mio. kr.

Til at gennemføre de supplerende undersøgelser har byrådet givet en anlægsbevilling på 3,5 mio. kr. finansieret af opsparingen til Klimabroen.

Den nye broforbindelse skal etableres for at give en bedre afvikling af trafikken, og den vil udgøre en væsentlig del af beskyttelsen af byen mod stormflod og oversvømmelse.

Desuden er broen en forudsætning for realiseringen af Flodbyen, som omfatter op mod 335.500 kvm bebyggelse, hvilket primært skal bestå af boliger samt en mindre andel erhverv.

De supplerende undersøgelser skal blandt andet se på mulige alternative vejforløb til og fra Klimabroen på nordsiden af fjorden ved at forlænge Toldbodgade til Tjærbyvangsvej.

Muligheden for at etablere en stiforbindelse under Klimabroen nord for fjorden vil blive undersøgt, og der vil blive arbejdet videre med forskellige fremtidsscenarier for lystbådehavnen, der i dag ligger, hvor Klimabroen skal gå i land.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094