23948sdkhjf

Arkil øger sin indtjening

Anlægsentreprenøren havde vækst i både omsætning og drift i 2014
Et øget fokus på lønsomheden har lønnet sig på både top- og bundlinje hos den børsnoterede anlægsentreprenør Arkil Holding A/S.

Omsætningen steg med 4,9 procent til 2,87 mia. kroner i 2014, mens driftsresultatet steg fra 58,2 til 74,4 mio. kroner svarende til en stigning i overskudsgraden fra 2,1 til 2,6 procent.

”Investeringerne i infrastruktur er taget til og giver nu og i den nærmeste fremtid en tilfredsstillende udbudsmængde i de tungere dele af markedet. Det har vi i 2014 på tilfredsstillende vis dels omsat til øget vækst og højere indtjening, dels til at etablere forretningsområdet ”Civil Works”, som fremover skal udføre komplekse, multidisciplinære projekter for bedre at udnytte vores specialviden og -kompetencer”, siger adm. direktør Jesper Arkil fra Arkil Holding A/S, der har hovedsæde i Haderslev.

Flere vundne projekter

Omsætningsfremgangen er primært genereret i de udenlandske aktiviteter, mens de danske forretninger har holdt forventningerne.

Det ender med et resultat før skat på 72,2 mio. kroner i forhold til 58,2 mio. kroner i 2013.

Arkil tilskriver sin forbedrede lønsomhed med en større andel af vundne projekter, hvor Arkil kan udnytte sine specialkompetencer, viden og projekteringsforudsætninger til at optimere indtjeningen, samtidig med at Arkil har fokus på at øge effektiviteten i hele værdikæden.

Dog presses Arkils lønsomhed også af den hårde konkurrence på de store infrastrukturprojekter og på lokalt og regionalt niveau.

Netop på de lokale og regionale aktiviteter forventer Arkil, at markedet bliver presset i 2015 på grund af begrænset investeringsaktivitet i kommuner og hos forsyningsselskaberne.

Tror på fremgang i 2015

Jesper Arkil forventer dog, at behovet for bedre regnvandshåndtering og forbedre trafikafvikling i de større byer vil betyde øget vækst på disse områder.

”Vi vil de kommende år skærpe fokus på totalentrepriser og store infrastrukturelle projekter samt optimere vækstbetingelser og indtjeningsevne i alle segmenter. Det forventes at generere en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på ca. 5-10 procent og en stigning i overskudsgraden over en årrække til cirka 3,5 procent med en forholdsvis konservativ risikoprofil, hvilket giver strategisk og finansiel handlefrihed”, siger Jesper Arkil.

Han forventer, at Arkil realiserer en omsætning på godt 3,1 mia. kroner i 2015, et resultat før skat på mellem 70 og 90 mio. kroner og en overskudsgrad på mellem 2,4 og 3,0 procent.

Arkil Holding A/S
Millioner kroner
2013 2014
Omsætning 2738,3 2871,39
Driftsresultat 58,24 74,45
Resultat før skat 53,98 72,22
Årets resultat 43,16 55,15
Egenkapital 703,69 740,5
Antal ansatte 1741 1789

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.149