Byggenyt
BRØNDBY: Brøndby Kommunalbestyrelse har bevilget 1,9 mio. kroner til overdækning af atriumgård på Brøndbyøster Skole.
På samme møde godkendte kommunalbestyrelsen en anlægsbevilling på 240.000 kroner til indvendig istandsættelse i Langbjerghallen.
FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune vedtog på sit seneste møde at dispensere fra krav til opholdsareal og bebyggelsesprocent, sådan at det blvier muligt at glasinddække 144 altaner i Kongens Bryghus, Vodroffsvej 23-31/Niels Ebbesens Vej 1A-5C.
Der er tale om almene boliger, der administreres af Vibo. Altanerne varierer i størrelserne fra ni kvm til 15 kvm.
REGION MIDTJYLLAND
SILKEBORG: Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune har besluttet at igangsætte udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg for et bolig- og centerområder i Balle med henblik på opførelse af parcel- og rakkehuse ved Balle Bygade/Brunbakkevej. Lokalplanen giver mulighed for byggeri i op til tre etager.
Sideløbende med lokalplanudarbejdelsen skal der foretages opkøb og byggemodning i samarbejde med grundejerne.
GRENAA: Grenaa Varmeværk A.m.b.A. har søgt Norddjurs Kommune om tilladelse til etablering af et flisfyret fjernvarmeværk. Grenaa Varmeværk ønsker at sikre en bæredygtig energiforsyning, ved at en del af varmeproduktionen baseres på vedvarende energi. Derfor ønskes bygget et nyt flisfyret fjernvarmeværk med en kedelstørrelse på 2x18 MV og med 2 MV absorptionsvarmepumpe til driftsoptimering. Grenaa Varmeværk har indgået en aftale om at aftage 3 MV overskudsvarme fra Djurs Bioenergi.
Norddjurs Kommunalbestyrelse har foreløbig sagt god for, at projektforslaget med tillæg sendes i fire ugers høring.
HOLSTEBRO: Holstebro Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 1113 for arealer til erhverv med mere syd for Lægårdvej, vest for Ringvejen i Holstebro.
Den aktuelle baggrund for lokalplanen er et ønske om at kunne anvende området til andre formål, end det er muligt efter hidtil gældende lokalplan. Den blev i udpræget grad målrettet medievirksomhed - Dagbladet Holstebro-Struer - som nu er flyttet fra området.
Lokalplan nr. 1113 skal ifølge sin formålsparagraf sikre at der kan ske en udvikling i området med erhverv eller med anden byfunktion, der kan indpasses, under fornøden hensyntagen til de forskellige anvendelser af omliggende arealer: mod nord erhverv, mod øst andre typer erhverv, mod syd fritidsarealer og boliger og mod vest undervisningsinstitution med videre.
REGION NORDJYLLAND
AABYBRO: Jammerbugt Kommune har planer om at flytte folkebiblioteket i Aabybro til Skolemediateket på Aabybro Skole. Folkebiblioteket i Aabybro har til huse på Elmevej 2 i en utidssvarende bygning, som er i ringe stand, fortæller kommunen på sin hjemmeside.
Flytningen kan tidligst effektueres, når eleverne er flyttet ind i den nye skolebygning, som er under opførelse og er færdig til næste år. Dertil skal lægges noget tid til anlæggelse og indretning af det nye bibliotek. Planerne og forslagene er ikke endeligt vedtagne.
LØNSTRUP: Forslag til kommuneplantillæg nr. 25 og forslag til lokalplan nr. 903.7170-L02a, der er udarbejdet for at imødekomme lokale ønsker om at etablere et friplejehjem ved Kystvejen i Lønstrup, har været fremlagt i offentlig høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Hjørring Byråd. Lokalplanen giver mulighed for at der kan opføres både boliger og plejehjem i området. Hjørring Byråd har sagen til behandling den 26. marts.
HOBRO: Pus Bolig, Aalborg, har fremsendt ansøgning om godkendelse af opførelse af 16 familieboliger i tæt/lav bebyggelse på Ølsvej i Hobro og dermed om godkendelse af grundkapitalindskud på 3.029.000 kroner til Mariagerfjord Kommune.
Direktionen indstiller til byrådet, som behandler sagen i morgen den 26. marts, at kommunen meddeler tilsagn om støtte til Plus Bolig til opførelse af de 16 familieboliger.
Bygherren har fremsendt skitser til bebyggelse af arealet, og det vurderes, at den planlagte bebyggelse kan opføres inden for den gældende lokalplan.
Der opføres 16 almene familieboliger med et samlet areal på 1.5942 kvm.
Plus Bolig forventer at påbegynde byggeriet i august/september i år, hvorefter boligerne forventes klar til indflytning i september/oktober 2016.
REGION SJÆLLAND
KALUNDBORG: Kalundborg Kommunalbestyrelse bliver på sit møde i dag bedt om at frigive 10,593 mio. kroner til vedligeholdelse på kommunens ejendomme. Opgaverne omfatter blandt andet vinduesudskiftninger, tag-pap-renoveringer, gennemgang af de bærende konstruktioner på Kalundborg Svømmehal samt energimærker.
SLAGELSE: Slagelse Byråd har frigivet én mio. kroner til renovering af skolernes toiletfaciliteter.
Det frigivne beløb vurderes dog ikke at være tilstrækkeligt og forvaltningen ansøger derfor om yderligere fire mio. kroner til formålet som anlægsønske til budget 2016-19, med henblik på at lave et bredt løft af toiletforholdene i løbet af 2015 og 2016.
Den længere skoledag som følge af Folkeskolereformen giver et større pres på toiletforholdene og mange steder er indretningen og inventaret utidssvarende og slidt.