23948sdkhjf

Korte uddannelsesaftaler giver lærepladser på metroprojektet

Metroselskabets indsats for at skaffe flere praktikpladser er begyndt at give resultater
Antallet af lærepladser på metroprojektet i København er fordoblet det seneste år. I øjeblikket har 50 unge en praktikplads hos en af metroentreprenørerne.

Det er en massiv indsats fra bygherren Metroselskabet og et tæt samarbejde med en række erhvervsskoler i hovedstadsområdet, der nu begynder at give resultater.

Det er ikke mindst ved at udnytte mulighederne for korte uddannelsesaftaler for eksempelvis et enkelt praktik- og skoleforløb, der har givet den store fremgang. Det betyder, at uddannelsen stykkes sammen af en række korte aftaler med forskellige virksomheder.

”Vi er nødt til at tænke og handle anderledes, hvis vi skal lykkes med at skabe flere lærepladser på de store anlægsprojekter herhjemme. Det har vi gjort, og det begynder at virke”, siger Louise Høst, vicedirektør i Metroselskabet.

Hun oplever, at der er en række barrierer for almindelige uddannelsesaftaler for en fuld uddannelse. Det drejer sig om, at de udenlandske virksomheder ikke kender de danske erhvervsuddannelser og ikke umiddelbart er godkendt som uddannelsessted, at flere af virksomhederne ikke er på projektet så længe samt at der er mange gentagelser ved arbejdet på et stort anlægsprojekt.

”Endelig skal de unge have mod på en læreplads i et internationalt miljø med engelsk som arbejdssprog”, siger Louise Høst.

Ny, fleksibel måde

Ifølge Metroselskabet så viser den seneste opgørelse fra februar 2015, at der er 3,8 lærlinge per 100 faglærte medarbejdere på metrobyggeriet. Det er på niveau med landsgennemsnittet i anlægsbranchen.

Metroselskabet har ingen opgørelse over hvor mange årsværk, der er tale om.

Både Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F er tilfredse med Metroselskabet indsats og fokus på at bruge korte aftaler som murbrækker for flere lærepladser.

”De kortere og mere fleksible forløb er en ny måde at have lærlinge på, som fungerer godt på store anlægsprojekter, hvor der ofte er mange udenlandske virksomheder. På metrobyggeriet har det været meget vellykket”, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.

”Det er rart at se en aktiv bygherre, der påtager sig et ansvar. Fremover udvider man jo også med sociale klausuler, og det viser, at vi alle sammen lærer noget hver dag”, siger Steen Boesen, uddannelseskonsulent i 3F.

Ny kampagne på vej

De korte uddannelsesaftaler kan, i perioder, hvor der ikke er arbejde på metroprojektet, suppleres med en periode i skolepraktik. Dermed tilpasser man uddannelsen, så den kan matche behovet på de store anlægsbyggerier.

Selv om metroprojektet nu har nået et niveau, der matcher landsgennemsnittet i anlægsbranchen med hensyn til lærepladser, så har Metroselskabet en ambition er dog endnu flere lærlinge. Målsætningen lyder på fem-syv procent af det lærlingerelevante arbejde.

Derfor lancerer Metroselskabet en kampagne, hvor man vil gøre lærlinge og deres forældre opmærksomme på mulighederne for at få læreplads ved det store anlægsprojekt.

FAKTA
Metroselskabet indgik i sommeren 2011 en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, 3F, BAT-kartellet og de to hovedentreprenører, CMT og Ansaldo, om at skaffe flere lærlinge på projektet.
I 2013 gik Metroselskabet sammen med Danske Erhvervsskoler, to tekniske skoler (KTS og TEC) samt Den Regionale Praktikplads Enhed i Region Hovedstaden om at teste en ny uddannelsesmodel.
Hovedentreprenøren CMT blev i foråret 2014 godkendt til at ansætte et ubegrænset antal lærlinge.
Metroselskabet samarbejder tæt med CMT og underentreprenørerne samt erhvervsskolerne om at få flere lærlinge på metrobyggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145