23948sdkhjf

Vismænd: Afskaf seniorjobbene i kommunerne

Ordningen har den effekt, at kommunerne ansætter medarbejdere, som de elles ikke ville have ansat.
Det dur ikke, at kommunerne tvinges til at ansætte ældre, som de ellers ikke ville have ansat. Derfor bør ordningen med seniorjob i kommunerne afskaffes.

Det anbefaler de uafhængige økonomiske vismænd i deres efterårsrapport.

Ordningen giver ledige over 55 år, der er med i efterlønsordningen, ret til at få et permanent kommunalt seniorjob. Seniorjobbet sikrer, at den ledige har beskæftigelse, fra når dagpengeretten udløber til de kan få efterløn.

- Muligheden for seniorjob indebærer, at de ældre lediges incitament til at søge ordinær ustøttet beskæftigelse reduceres.

- Samtidig betyder ordningen, at kommunerne tvinges til at finde beskæftigelse til personer, som de i udgangspunkt ikke ville have ansat, påpeger vismændene.

Seniorjobordningen blev indført med velfærdsaftalen, hvor en række andre særregler blev ophævet. Ordningen er blevet meget populær.

Omkring halvdelen af de 55-60 årige, som mistede dagpengeretten i begyndelsen af 2013, er startet i et kommunalt seniorjob.

Tilgangen på godt 3000 personer har vist sig at være dobbelt så stor end ventet, da ordningen blev indført. Her regnede man kun med 1500.

Men velfærdsaftalen åbner mulighed for, at ordningen tages op til overvejelse, og det er denne mulighed, vismændene mener, politikerne skal benytte sig af.

Afskaffes ordningen ikke, kan alternativet være at gøre den mindre attraktiv.

- Det kan eksempelvis ske ved at fravige kravet om aktiv jobsøgning for personer i seniorjob, ved at fravige kravet om at seniorjob skal være til overenskomstmæssig løn eller ved at gøre ansættelsen i seniorjob tidsbegrænset, foreslår vismændene.

Hvis ordningen afskaffes eller begrænses, kan politikerne overveje at lade de ældre ledige få lov til et opretholde retten til efterløn, selv om de ikke kan opfylde kravet om beskæftigelse.

De 55-59 årige mistede retten til forlænget dagpengeperiode fra januar 2007.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188