23948sdkhjf

Organisationer vil stoppe en ny bygge-uddannelse

Uddannelsen som byggekoordinator vil få dramatisk konsekvenser, advarer to faglige organisationer
En ny toårig erhvervsakademiuddannelse målrettet byggeriet bliver mødt med voldsom modstand fra to faglige organisationer. De frygter begge for deres uddannelser.

Styrelsen for Videregående Uddannelser under Uddannelsesministeriet har - som omtalt i Licitationen i sidste uge - ved en screening godkendt en ny akademiuddannelse som byggekoordinator. Dermed er uddannelsen kommet gennem et første nøglehul efter to gange tidligere at være blevet afvist. Uddannelsen skal give kompetencer i blandt andet praktisk ledelse og koordinering af forholdene på en byggeplads. Ønsket om den ny uddannelse kommer fra en række erhvervsakademier og Dansk Byggeri og Teknisk Landsforbund.

- Vi er dybt forundrede over, at ministeriet kan godkende en uddannelse, der ord til andet er identisk med den, som ministeriet så sent som i september sidste år afviste. Der er blot slettet et par punkter i ansøgningen, siger Kim Benzon Knudsen, sekretariatsleder i Konstruktørforeningen, der har været modstander af den ny uddannelse, siden første ansøgning i 2011.

- Det er at stikke unge mennesker blår i øjnene at bilde dem ind, at de med den uddannelse i bagagen kan lede noget som helt på en byggeplads. Man kan ikke lære på to år, hvad det tager en konstruktør 3½ år at lære. De bliver tabere i det spil. Uddannelsen indeholder intet om byggeteknik, og uden byggeteknisk viden kan du ikke lede en byggeplads, siger Kim Benzon Knudsen.

Han mener samtidig ikke, at der er noget behov for den ny uddannelse og mener ikke, at de behovsanalyser, som blandt andre Dansk Byggeri har fået gennemført, viser noget dokumenteret behov.

Frygter undergravning

Konstruktørforeningen frygter samtidig, at en ny uddannelse kan undergrave den uddannelsen som bygningskonstruktør.

- Den toårige uddannelse som byggetekniker fungerer i dag fint som indslusning til eller tidlig afstigning fra bygningskonstruktøruddannelsen, men byggeteknikeruddannelsen vil formentlig blive udfaset som følge af den ny uddannelse. Vi kan derfor frygte en undergravning af konstruktøruddannelsen, hvis der sker en opsplitning i to dele, der ikke spiller sammen - og det vil være tilfældet, fordi byggekoordinatoruddannelsen bliver uden byggeteknik, siger Kim Benzon Knudsen.

Også Kort- og Landmålingsteknikernes Forening (KLF) frygter for deres toårige uddannelse til kort- og landmålingstekniker - en uddannelse, der er specielt målrettet geodatabranchen. Der uddannes blot 40 nye kort- og landmålingsteknikere om året, 20 på VIA i Horsens og 20 på Københavns Erhvervsakademi.

- Med så få studerende er der ikke økonomi for de to skoler i at udbyde vores uddannelse uden det sker ved at udnytte fælles lærerkræfter og fælles faciliteter for uddannelserne til byggetekniker og ikke mindst bygningskonstruktør. Vi er derfor bange for, at en udhuling af konstruktøruddannelse kan få konsekvenser for os - ikke mindst hvis man åbner bekendtgørelsen. Vi hører ikke ind under professionshøjskolerne og ligger hos VIA Horsens af historiske grunde. Vores uddannelse og efteruddannelser og den høje faglighed er knyttet til VIA i Horsens. Falder det væk, dør uddannelsen, siger det dramatisk fra KLF’s formand Thomas Wester-Andersen.

Behov dokumenteret

I Dansk Byggeri er man ikke overrasket over den fortsatte modstand mod den ny uddannelse, men man mener, frygten er ubegrundet.

- Vi har ingen interesse i at udvande andre uddannelser bortset fra, at det er rigtigt, at man påtænker at udfase uddannelsen som byggetekniker over noogle år, siger konsulent Sidse Frich Thygesen.

Hun mener, at behovet for en ny uddannelse er velbegrundet og velbelyst.

Hun medgiver, at uddannelsen som byggekoordinator ikke indeholder byggeteknik.

- Men vi forestiller os, at langt de fleste unge, der søger ind på uddannelsen, kommer med de erfaringer fra en faglært uddannelse i et af håndværksfagene. Samtidig er det kun den ene retning, der fører til entrepriseledelse. De andre har fokus på bæredygtighed og virksomhedsdrift, siger Sidse Frich Thygesen.

Hun oplyser, at det aldrig har været tanken, at man skal læse videre fra byggekoordinator til bygningskonstruktør.

- I givet fald vil det kræve en reel kompetencevurdering og måske ekstra fag og minimum et ekstra semester, vurderer hun.

Vil fortsætte kampen

Den ny uddannelse skal - før den kan udbydes og det kan tidligst blive i sommeren 2014 - godkendes i det uafhængige Akkrediteringsrådet og i sidste ende af uddannelsesministeren.

- Vi håber, at rådet og i allersidste instans ministeren lever op til deres ansvar. Det vil være direkte tåbeligt at godkende denne uddannelse, som vil lede folk ind i en blindgyde og ødelægge noget, der fungerer. Vi vil gøre hvad vi kan for at bekæmpe den, siger Kim Benzon Knudsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094