- Længere entrepriser påvandløbene, tak!
Mere kontinuitet vil være til fordel for naturen, vurderer entreprenør
Det mener entreprenør Lars Sloth, der driver firmaet Sloths Entreprenør & Naturpleje med hjemsted i Skals lidt nord for Viborg. Lars Sloth og hans mandskab arbejder med naturpleje i et geografisk stort område og med blandt andre kommunerne Syddjurs, Norddjurs, Randers, Viborg, Skive, Thisted, Jammerbugt, Rebild og Vesthimmerland på kundelisten.
- Mange kommuner udbyder opgaverne med en varighed på to-tre år. Vi ville gerne have mindst fem eller seks år, og jeg er sikker på, at mange af mine kolleger har det på samme måde. Det vil simpelthen give en langt bedre kontinuitet også for vandløbene. Det er meget afgørende, at man holder samme spor, når man renser op i vandløbene. Hvis der skiftes entreprenør, er der også risiko for, at der skiftes spor. Hvis samme entreprenør får lov til at fortsætte med opgaven i en længere årrække, er der jo sikkerhed for, at det er samme strømrender, der holdes, forklarer Lars Sloth.
På lønningslisten
Det er et par år siden, han helt overtog virksomheden Sloths Entreprenør & Naturpleje, som han indtil da havde drevet sammen med sin far, Jørgen Sloth. Den nye generation ved roret betød dog ikke, at senior forlod åer og vandløb. Nu er Jørgen Sloth ansat hos Lars Sloth og sejler en af grødeskærebådene. Dem har Lars Sloth 12 af i forskellige størrelser. Nogle udstyret med kantklipper, nogen uden.
Foruden flåden af både, har firmaet fire gravemaskiner, som hver har sin faste maskinfører. En af dem, Jim Larsen, har netop arbejdet med sin Hitachi-graver med en 4,30 meter bred mejekurv i Klitmøller Å. Ikke en voldsom opgave for den erfarne maskinfører, som stort ikke laver andet end netop vandløbspleje med gravemaskine.
120 km oprensning
- Totalt har vi renset op på en fem km å-strækning ved Klitmøller. Halvdelen har vi taget med håndkraft med motor-le. Så var der langt mere at tage fat på ved Thisted, hvor vi rensede 120 km op med mejekurv, fortæller lars Sloth.
På opgavelisten står aktuelt etablering af et omstryg ved Lindenborg Å ved Rebild i det nordjyske.
- Vi graver et nyt vandløb rundt om en sø for at åbne op for fiskelivet ved Røde Mølle. I det hele taget er der rigtig godt gang i opgaverne, og vi arbejder naturligvis året rundt. Vinteren bruger vi typisk til træskæring langs vandløb og knusning af træer, også langs vandløb, siger Lars Sloth.
Knusning og sugning
Knusning foregår med knusehoved monteret på en gravemaskine. Med brede bælter på maskinen er det muligt at komme frem i ganske bløde områder, og så tager knusehovedet i øvrigt fat og knuser træet fra toppen og ned. Det knuste træ spredes med det samme på stedet og skal ikke fjernes.
Ind imellem handler det om sandsugning, som ofte er en mulighed til uddybning af søer og vandløb, hvor det ikke lader sig gøre at komme til med gravemaskiner. Også i tilfælde, hvor der skal værnes specielt om nærmiljøet, sendes sandsugerne i arbejde.