23948sdkhjf

Holger K med på en lytter

Danskerne vil gerne være miljøbevidste. Og så vil de gerne spare penge. Derfor er der stor interesse for vedvarende energikilder, og derfor er også jordvarme og andre varmepumpeteknologier mere og mere udbredte. Men pas nu på ikke at råbe for højt om succesen. Det værste, der kan ske, er at klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard får nys om, at flere danskere skifter til jordvarme.

Man kan nemlig godt få den mistanke, at skatteminister Holger K. Nielsen, lytter med i klima- og energiministeriet, når der diskuteres alternative energikilder. Han står i hvert fald parat med den store afgiftspisk, hvis danskerne skulle formaste sig til at blive alt for miljøbevidste.

Der er nemlig grænser for regeringens vilje til at spare på energien og mindske CO2-udslippet, og den grænse trækker skatteministeren. Det viser erfaringerne fra solcelleeventyret, hvor regeringen påstod, at "der bliver givet for høje tilskud". Det er et godt eksempel på, hvordan ord og begreber kan fordrejes. Der bliver nemlig IKKE givet tilskud til solcelleanlæg. Det hele handlede om at skulle betale afgifter af strøm, man selv producerer, og det er jo en helt anden sag. I den sidste ende er det ikke miljø- og energiambitioner, der bestemmer mængden af danske energibesparelser. Det er i stedet indtægterne til statskassen. Det er grundlæggende uanstændigt, at borgerne i et land, hvor varme er en lige så stor livsnødvendighed som mad og drikke, skal betale det hvide ud af øjnene i energiafgifter. Energiafgifterne er et udtryk for den evige jagt på beskatningsobjekter, hvor det seneste eksempel er den mere og mere forhadte forsyningssikkerhedsafgift – i folkemunde kaldet "brændeafgiften".

For byggebranchen er politikernes og embedsmændenes stærke opfindsomhed, når det gælder nye afgifter og forhøjelse af de eksisterende, en stor barriere for at kunne tage fat på løsningen af masser af opgaver. Når politikerne i flotte skåltaler priser deres egen miljøindsats, burde indholdet i glasset være eddike. Det er nemlig den beske afgiftsdrik, danskerne må sluge, fordi politikerne sætter flere indtægter i statskassen højere end en effektiv energispareindsats med fokus på vedvarende energikilder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172