Byggenyt
AALBORG: Seks landsbyer og lokaliteter i Aalborg Kommune kan næste år dele puljen til forskønnelse og udvikling af byerne. Det er Vester Hassing, Vaarst, Tylstrup, Brændskov, Huul Møller og Nørholm, der er udvalgt. Blandt andet får Huul Møllelaug 600.000 kroner til renovering af en bevaringsværdig vandmølle i det naturgenoprettede område ved Vokslev.
REGION MIDTJYLLAND
ANS: Ans Missionshus skal renoveres for 1,2 mio. kroner. Noget af taget skal skiftes ud, og huset skal have nye vinduer og døre, ligesom der skal males. Går alt som som Indre Mission i Ans har planlagt, går man i gang med renoveringsarbejdet i maj måned næste år. Det fortæller Midtjyllands Avis.
AULUM: Det lokale murer- og entreprenørfirma Barslund & Gasseholm skal varetage opgaven med at opføre den kommende præstebolig i Grønbækparken i Aulum i totalentreprise.
Der er tale om et hus på 248 kvm, og det er planen, at det skal stå klart til indflytning 1. juni næste år. Barslund & Gasseholm vil derfor gerne i gang med at bygge hurtigst muligt. Inden man kan komme i gang, skal der indhentes byggetilladelse hos Herning Kommune, hvilket der formentlig vil gå tre-fire uger med. Det fortæller Herning Folkeblad.
VORGOD: Videbæk Egnsmuseum i Vorgod har fået en pengegave på 100.000 kroner af 82-årige Theodor Filskov Andersen, Padborg, der er købmandssøn fra Vorgod.
Egnsmuseet jubler over gaven, fortæller Herning Folkeblad, og det er planen, at pengene skal bruges til udskfitning af taget på stuehuset.
VILDBJERG: JCN A/S har søgt Herning Kommune om tilladelse til at nedrive det game Trehøje-rådhus i Vildbjerg, som firmaet købte for snart længe siden. Hvis der gives tilladelse til at rive rådhuset ned vil firmaet efterfølgende bygge boliger på grunden. JCN A/S har gjort mange forskellige forsøg på at udnytte de gamle administrationsbygninger til nye formål, men ingen af dem har kunnet gennemføres.
REGION SYDDANMARK
KVÆRNDRUP: Kværndrup Fjernvarme har planer om at opføre et 12 mio. kroner dyrt og 7.000 kvm stort solvarmeanlæg.
Fjernvarmeselskabet har fået inspiration fra et stort solvarmeanlæg på Ærø og forestiller sig, at et 7.000 kvm stort anlæg i Kværndrup kan dække varmebehovet fuldt ud i to sommermåneder, skriver Fyens Stiftstidende.
Fjernvarmen vil gerne have projektet på skinner inden udgangen af 2015, men inden man kan komme i gang, skal projekteringen afsluttes og nye lokaplaner udarbejdes og vedtages af Faaborg-Midtfyn Kommune.
ESBJERG: Lejerne i 185 rækkehuse i Esbjerg Almennyttige Boligselskabs afdeling Fuglebakken skal den 13. november beslutte, om afdelingen skal iværksætte en helhedsplan, der mere eller mindre indebærer en nedrivning og erstatning af de nuværendee boliger med moderne boliger. Den gennemgribende renovering vil i givet fald vare næsten tre år og koste 186 mio. kroner, hvoraf Landsbyggefonden yder støttede lån på 168 mio. kroner, skriver Jydske Vestkysten.
REGION HOVEDSTADEN
HELSINGØR: Helsingør Byråd har vedtaget lokalplanen for Skolen i bymidten og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Et flertal i byrådet har besluttet at gennemføre et projekt for skolen i bymidten, som indebærer en samling af Helsingør skole afdeling Byskolen, afdeling Skolen ved Kongevejen og Musikskolen, og som inddrager Kampfeltgrunden til en multihal til brug for skolen og byen. Projektet skal gennemføres i etaper fra 2014 til 2018.
Projektet for en ny skole i bymidten er blevet til ved en indbudt arkitektkonkurrence, hvor det vindende forslag er det, der danner grundlag for lokalplanen.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for en omdannelse af de gamle skolebygninger og det gamle bibliotek samt opførelse af nye bygninger til en tidssvarende folkeskole indeholdende sfo, musikskole, multihal med videre.
Lokalplanen skal tillige give mulighed for en trafiksanering af Marienlyst Alle og for indretning af udearealer med fokus på læring, fysisk aktivitet og ophold.