Byggenyt
MIDDELFART: Melfar Fællesgruppe har søgt Middelfart Kommune om 800.000 kroner i støtte til en ny spejderhytte.
Spejder gruppen har i dag til huse i en gammel barak fra Middelfart by. Den er i tresserne blevet flyttet til Banevænget, og der er blevet bygget til barakken hen af vejen. Hytten er meget nedslidt og har i flere år trængt til en gennemgående renovering. Derfor nedsatte bestyrelsen i 2012 en arbejdsgruppe, der skulle finde på løsningsforslag. Arbejdsgruppen har haft kontakt til Kommunens energi- og miljøkonsulenter og en privat rådgiver for gennemgang af huset for bedst mulig renovering, og begges konklussion var at barakken var i så dårlig stand at de ikke kunne anbefale en renovering af huset. Istedet anbefaler de nedrivning og opførelse af noget nyt og tidssvarende.
Forvaltningen foreslår, at Børn- Unge og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune diskuterer sagen på sit møde den 1. oktober.
BEVTOFT: Haderslev Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et biogasanlæg på Langvej og Plantagevej i Bevtoft.
Forslaget er udarbejdet af Teknik og Miljø i samarbejde med Sønderjysk Biogas, og der er gennemført et omfattende stykke arbejde i forbindelse med at finde en egnet lokalitet til anlægget, indkaldelse af ideer og forslag til projektet og planlægningen, og der har også været afholdt borgermøde.
Naturstyrelsen har i samarbejde med Sønderjysk Biogas og Haderslev Kommune udarbejdet forslag til kommuneplantillæg og VVM-redegørelse.
ESBJERG: Når Vadehavet, som ventet, får status af verdensnaturarv til næste år, vil de besøgende kunne se frem til et udbygget Vadehavscenter, fortæller Esbjerg Kommune.
En række fonde og Esbjerg Kommune støtter om- og udbygningen, der er udformet, så Vadehavscentret er i harmoni med den sårbare natur. Når ombygningen er færdig, vil Vadehavscentret have langt bedre mulighed for at formidle naturen og dyrelivet i området.
Vadehavscentret ligger på kanten af Vadehavet og består i dag af en firlænget gård, der ligger på en forhøjning.
Der vil snart blive udskrevet en arkitektkonkurrence, der skal give konkrete bud på ombygningen af den eksisterende gård samt opførelsen af et nyt formidlingshus på en tilstødende grund.
Moderniseringen og udbygningen har en budgetramme på 58 mio. kr.oner, som finansieres af A.P. Møller Fonden med 15 mio. kroner, Arbejdsmarkedets Feriefond med 10 mio. kroner, Esbjerg Kommune med 10 mio.kroner, Friluftsrådet med to mio. kroner, Louis Petersens Legat med en mio. kroner og Realdania med 15 mio. kroner.
Det samlede areal er i dag 1.255 kvm. Efter om- og udbygningen vil arealet være vokset til 2.280 kvm, hvoraf 1.025 kvm er tilbygninger og nye bygninger.
HADERSLEV: Haderslev Byråd har godkendt idéoplægget til udarbejdelsen af projektet til opdatering af de fysiske rammer på Skolen ved Stadion og det tilhørende forslag til finansiering af udarbejdelse af ideoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag.
Der er tale om en specialskole, hvor de fysiske rammer på en række punkter adskiller sig væsentligt fra de forhold der gælder for normale skolebygninger.
Flere elever har fysiske handicaps, hvorfor der også stilles større krav til tilgængelighed, manøvrearealer til kørestole og til indretningen af toiletfaciliteter til eleverne, ligesom der er særlig fokus på det akustiske og termiske indeklima og på mekanisk ventilation.
Projektets overordnede formål er at bibringe Skolen ved Stadion tidssvarende og fremtidssikrede fysiske rammer på Louisevej i Haderslev ved optimal udnyttelse af den tidligere VUC bygning og en udfasning og erstatning af skolens udtjente pavillonbygninger.
Den samlede anlægsramme for projektet er på 25,5 mio. kroner fordelt med 10,5 mio. kroner i 2014 og 15 mio. kroner i 2015.
REGION MIDTJYLLAND
hEDENSTED: Budget 2014 er nu på plads i Hedensted Kommune.
I budgettet afsættes der blandt andet fem mio. kroner til Barrit Skole, SFO og børnehave, fire mio. kroner til ventilation på Stjernevejsskolen og fire mio. kroner til en ny kunstgræsbane i forbindelse med etablering af talentskole på Stjerne-vejsskolen. Der bliver også afsat tre gange så mange penge til asfalt i forhold til det oprindelige budgetforslag. I alt afsættes 33 mio. kroner til veje og fortove.
REGION SJÆLLAND
ringsted: Der er indgået budgetaftale for 2014 i Ringsted Kommune. Byrådet skal endeligt vedtage budgettet for 2014 på byrådsmødet mandag den 7. oktober.
Nogle af hovedprioriteringerne i budgetaftalen er: 21,6 mio. kroner til vedligeholdelse og udvikling af ejendomme, broer, veje og lignende og 10 mio. kroner til trafiksikkerhed og cykelstier blandt andet ved Campus-området.