23948sdkhjf

Nordjyske akutmodtagelser snart klar

Om lidt over en måned har Nordjylland fået tre nye akutmodtagelser
10.350 kvm er det samlede areal for tre akutmodtagelsestilbygninger i Nordjylland. Akutmodtagelsen på Sygehus Vendsyssel i Hjørring stod færdig i sidste uge, mens akutmodtagelserne på Aalborg Universitetshospital og på Sygehus Thy-Mors i Thisted er klar til at modtage patienter i april.

De tre akutmodtagelser skal fungere som én indgang for akutte patienter - bortset fra fødende, børn og psykiatriske patienter.

- Bygningerne er i sig selv ikke banebrydende. Det nye er, at ressourcerne samles her, at vi har fokus på hele patientforløbet, og at speciallæger skal være mere i front, end vi tidligere har set. Vi kan dog ikke komme i mål fra dag et, men arbejder mod målet om at have de rette speciallæger i fremtidens akutmodtagelser. I sidste ende betyder det bedre behandling af den akutte patient, siger sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland, Jens Winther Jensen.

De tre akutmodtagelser skal rumme modtagelse, skadestue, traumerum, udredning, diagnostik, lægevagt, observationspladser og døgnbemandede sengeafsnit i en og samme bygning.

Udbudt i fagentrepriser

Region Nordjylland udbød byggeriet af akutmodtagelsen på Sygehus Vendsyssel i fagentrepriser. Det 3.800 kvm store byggeri har kostet 100 mio. kroner at bygge. Arkitema K/S har været totalrådgiver på byggeriet, som gik i gang første august 2011. Ud over tilbygningen indgår 200 kvm ombygning af det oprindelige sygehus også i byggesummen.

Akutmodtagelsen på Sygehus Thy-Mors, som skal indvies 15. april, var også udbudt i fagentrepriser. Tilbygningen er 4.500 kvm stor, mens 900 kvm er blevet ombygget. Byggesummmen ligger på 117,4 mio kroner, og det er arkitektfirmaet Friis og Moltke A/S, der er totalrådgiver på byggeriet.

Som den eneste af de tre akutmodtagelser blev akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital udbudt som en totalentreprise. Det er totalentreprenøren Hoffmann A/S, der har stået for tilbygningen i Aalborg. Byggesummen ligger på 62 mio. kroner, og for de penge har sygehuset fået en 2.050 kvm stor tilbygning, som rummer 18 stuer med 36 senge samt dertilhørende birum. I modsætning til de to andre akutmodtagelser skulle tilbygningen kun danne rammerne om sengeafsnittet og ikke akutmodtagelsens andre funktioner. Region Nordjylland indvier akutmodtagelsen 3. april.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11