23948sdkhjf

Byggefirma får erstatning i udbudssag

Et byggefirma har vundet en klagesag over Guldborgsund Kommune og får nu en erstatning på 1,2 mio. kroner
Guldborgsund Kommune skal betale 1,2 mio. kroner i erstatning til Byggefirmaet Brdr. Pedersen A/S for at have overtrådt udbudsreglerne i forbindelse en ombygning af Nørre Alslev Skole på Falster.

Det er Klagenævnet for Udbud, der har truffet den afgørelse. Byggefirmaet Brdr. Pedersen indgav klagen til klagenævnet 24. januar sidste år. Klagen gik på, at Guldborgsund Kommune handlede i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet i tilbudslovens § 2, stk. 3 ved at tage et ukonditionsmæssigt tilbud fra Hindsgaul A/S i betragtning. Fem måneder senere gav klagenævnet byggefirmaet medhold i klagen. Byggefirmaet Brdr. Pedersen har efterfølgende nedlagt påstand om erstatning. Den sag har byggefirmaet nu vundet i Klagenævnet for Udbud, og Guldborgsund Kommune skal derfor betale 1,2 mio. kroner med procesrente fra 15. august 2012 i erstatning. Det beløb dækker efter klagenævnets opfattelse den fortjeneste, byggefirmaet er gået glip af ved ikke at få opgaven. Byggefirmaet havde krævet over fire mio. kroner i erstatning, men adm. direktør Bjarne René Pedersen er alligevel tilfreds med sagens udfald.

- Vi er glade for, at sagen endelig er slut. Det er lige så meget en principsag for os, og derfor er vi tilfredse med, at der nu ligger en klar afgørelse i sagen, siger han.

Uden for byggefelt

Guldborgsund Kommune udbød totalentreprisen om ud- og ombygningen af Nørre Alslev Skole i juli 2011. Tilbygningen skal blandt andet rumme otte klasselokaler, toiletter og et fællesrum. Tildelingskriteriet var fastsat til at være det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Totalentreprenøren Hindsgaul vandt udbuddet, selv om entreprenørens tilbud ikke overholdt udbudsmaterialets krav til rammerne for byggefeltet. Martin René Pedersen har forklaret til klagenævnet, at Byggefirmaet Brdr. Pedersen overvejede at stille spørgsmål om, hvorvidt byggefeltet var et ufravigeligt krav, men en anden tilbudsgiver kom virksomheden i forkøbet ved at stille et lignende spørgsmål. Til det spørgsmål svarede Guldborgsund Kommune, at tilbygningen skulle placeres inden for byggefeltet.

Byggefirmaet Brdr. Pedersens tilbud blev vurderet som det næstbedste tilbud, og derfor mener Klagenævnet for Udbud, at kommunen ville have valgt dette tilbud, hvis den ikke havde overtrådt udbudsreglerne. Mens sagen var under behandling, sagde Guldborgsund Kommune, at den ville have været nødt til at annullere udbuddet, hvis ikke Hindsgauls tilbud var konditionsmæssigt, da de øvrige tre tilbud overskred budgetrammen væsentligt. Klagenævnet mente imidlertid ikke, at Guldborgsund Kommune havde løftet bevisbyrden for, at udbuddet ville være blevet annulleret. Klagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kommunen i udbudsprocessen havde oplyst, at tilbud, der overskred den vejledende budgetramme, ikke ville blive anset for ukonditionsmæssige. Klagenævnet lagde også vægt på, at skolebyggeriet forventes at stå færdigt efter sommerferien i år. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis kommunen skulle genudbyde opgaven.

Indgik kontrakt alligevel

Guldborgsund Kommune har valgt at indgå totalentreprisekontrakt med Hindsgaul på trods af, at det af klagenævnets kendelse fremgår, at Guldborgsund Kommune skulle annullere den beslutning. Desuden kom det frem under erstatningssagen, at byggeriet blev påbegyndt, inden der forelå en byggetilladelse.

Direktør for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune, Bruno Andersen, ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor kommunen alligevel har valgt at indgå kontrakt med Hindsgaul.

- Jeg har ingen kommentarer til sagen og henviser til de forklaringer, der står i kendelsen, siger han.

Guldborgsund Kommune har indtil 13. marts til at bringe klagenævnets kendelse for domstolene, hvis den ikke vil acceptere erstatningskravet. Ifølge Bruno Andersen er sagen under lukket behandling i kommunen, og han har derfor ingen kommentarer i forhold til, hvorvidt kommunen vælger at acceptere kendelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094