Den italienske boomerang
Tommy Kærgaard har genstartet salget af MulitiOne på under et halvt år
Nu er de tilbage på det danske marked, de italienske minilæssere og redskabsbærere MultiOne. Og noget tyder på, at de agter at blive denne gang.
Efter et års tid helt uden dansk importør og nogle forhandlere med et ikke-eksisterende salg, har Tommy Kærgaard trykket "action replay". Han fyrer på det nærmeste den lille italiener af med katapult. I løbet af årets første to måneder solgte han en snes maskiner.
På visitkortet står der "salgsdirektør". Selv betragter han nærmere sig selv som en tidligere servicemontør, der nu sælger maskiner. Med de fordele, det nu kan indebære.
- Fordelene er faktisk mange og store. Min fortid som montør giver en vis respekt på fabrikken i Norditalien. Når jeg kommer og påpeger noget, som måske bør ændres ved en maskine, så har jeg jo også løsningen med. Og virksomheden CSF, som producerer MultiOne-maskinerne, lytter. Der er faktisk lavet en del ændringer efter dansk opfordring siden 1. oktober, fortæller Tommy Kærgaard.
Tidligere var det Peter Daugbjerg, der havde importen af MultiOne. Han kunne ikke enes med italienerne, og samarbejdet gled ud i sandet, hvorefter Daugbjerg fik import af de noget større Hyundai-entreprenørmaskiner.
I gang igen
- Efter Peter Daugbjerg, skete der ikke noget i omkring et år. Der var stadig nogle forhandlere rundt om i Danmark, men der var ingen importør. 1. oktober lavede jeg så aftalen med CSF, og vi fik gang i import og salg af MultiOneerne igen. Jeg kendte jo udmærket maskinerne, fordi jeg havde været ansat hos Peter Daugbjerg, da han havde importen, forklarer Tommy Kærgaard.
Med Tommy Kærgaard i førersædet har den danske gren af MultiOne hjemme i Silkeborg. Her er både kontor og et bufferlager af maskiner. Hovedlageret ligger dog hos en af forhandlerne, Lyngfeldt A/S ved Hadsten. Andre forhandlere er Heden Maskinforretning i Ringe på Fyn, Byrgesens Maskinforretning i Veksø på Sjælland og Ingemann Larsen A/S i Nykøbing på Mors.
Dansk udstyr
Der ryger imidlertid ikke kun maskineri fra Italien til Danmark. Der ryger også grej den modsatte vej.
- Jeg har aftaler med et par danske producenter af tilbehør. Så støvsugere til kirkegårde og andet specialudstyr til montering på MultiOne-maskiner kommer blandt andet fra Lem Maskinværksted. Ikke kun tilbehør til det danske marked, men simpelthen som en integreret del af MultiOnes tilbehørsprogram, fortæller Tommy Kærgaard.
Efter at de italienske maskiner igen har fået fast adresse i Danmark, eskalerer salget tilsyneladende dag for dag.
Det er specielt de to nye modeller S520T og S525T, der rykker i øjeblikket. De har henholdsvis 20 og 25 hestekræfter. Og så kan de prismæssigt konkurrere med kineserne. Maskinerne kører nemt op på en trailer. Og selv om den mindste af modellerne selv kun vejer 900 kilo, så løfter den altså 800 kilo. I højden rækker den 2,90 meter op, siger den danske salgsdirektør.
Mere på efter behag
- Noget der tilsyneladende tiltaler mange kunder er, at MultiOne satser på at levere en grundmaskine, som man så supplerer efter behag og behov. Hvis en anlægsgartner har købt sig en maskine og sidenhen går hen og får en aftale om noget vinterarbejde, så kan han lukke maskinen af med vinduer og døre og montere varmeanlæg. Koste, sneskrabere og spredere er blot nogle af de i alt 170 redskaber, MultiOne har til maskinerne, siger Tommy Kærgaard.
- Der er virkelig tale om multi-redskabsbærere, og logisk nok er der stor interesse både hos boligselskaber, anlægsgartnere og entreprenører med mindre opgaver. Hvis S520T eller S525T ikke har tilstrækkelig power, har vi også en storbror, der hedder 630+. Kroppen er den samme, men den har større motor og højere hydraulisk udgangseffekt, fortæller Tommy Kærgaard.
I den tungere ende af sortimentet fra Norditalien ligger en serie røde CSF-maskiner med typebetegnelsen Q-Track. Det er lidt tungere maskiner beregnet for bygge- og anlægsopgaver.
- Der er to modeller i Q-Track serien. En på 1900 kilo, som løfter 1.200 kilo og en 3.300 kilo tung maskine, som magter 1.500 kilo. Med en kontravægt monteret kan den lille af dem faktisk tage en palle belægningssten, og derfor vil den med sin beskedne egenvægt være interessant for mange belægningsfolk, vurderer salgsdirektør Tommy Kærgaard.
Mens de to mindste MultiOne-maskiner er udstyret med Kubota-motor, forsyner CSF det øvrige program med motorkraft fra Yanmar.