Danmark får CO2-dobbeltbyrde
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard præsentrerede i går regeringens oplæg til forhandlingerne om en klimaplan og undertregede, at "klimaforandringerne er en realitet"
EUs tilsvarende målsætning er på det halve tyve procent. Klimaplanen viser, at vi mangler at reducere cirka fire millioner ton CO2-ækvivalenter i 2020 for at leve op til regeringens mål.
Der står ikke meget i den nye klimaplan om byggesektoren, men den indgik i energiaftalen, der blev indgået i marts 2012. Resten skal primært komme fra transportsektoren, landbruget og affaldssektoren.
Udskiftning af vinder
Blandt forslagene er at skærpe energikravet for nye vinduer i Bygningsreglementet til en nettoenergigevinst på 15 kWh/kvm/år i 2020. Det nugældende bygningsreglement tillader et nettotab på 33 kWh/kvm/år, men frem mod 2020 forventes det tilladte energitab reduceret til nul kWh/kvm/år.
Ud fra Danmarks Statistik og oplysninger fra vinduesbranchen er det skønnet, at der udskiftes cirka 4,5 mio. kvm vinduer hvert år i Danmark.
Initiativet vurderes at give overskud både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk, idet brændselsbesparelserne overstiger ekstraomkostningerne til mere effektive vinduer.
- På grund af manglende information ventes forbrugerne kun i begrænset omfang at vælge de særligt energieffektive vinduer, med mindre der indføres krav herom. Det kan blandt andet skyldes, at vinduerne ofte reelt vælges af de håndværkere, der gennemfører udskiftningen, oplyser ministeriet. Den samlede gevinst vil være 59.000 tons CO2.
Investering
Og så indføres et krav til statslige bygningsejere om fem procent energibesparelser udover det i Energiaftalen fra 2008 forudsatte fald i energiforbruget på ti procent fra 2006 til 2011. Der skal i den forbindelse investeres 157 mio. kroner pr. år over en otte årig periode:
- Energirenoveringer er således mest omkostningseffektive, hvis de gennemføres samtidigt med, at bygningen alligevel skal renoveres, oplyses det videre. Den samlede gevinst ved dette initiativ bliver 12.000 tons CO2.
På det private boligområde er der kun et enklet nyt tiltag tilskud til erstatning af oliefyr med varmepumpe udenfor fjernvarmeområder og fjernvarme i områder med fjernvarme.
Der findes omtrent 175.000 oliefyr i boliger uden for kollektivt forsynede områder og cirka 25.000 oliefyr i fjernvarmeområder. Under oliefyrsskrotningsordningen blev på omtrent et år installeret cirka 10.000 varmepumper og 10.000 fjernvarmeinstallationer.
Historisk strategi
- Vi lægger op til at udarbejde en historisk energirenoveringsstrategi, der skal tænke både energiaftalen og klimaplanen sammen. Vi har en lang række tiltag i gang i forhold til energirenovering i privatboliger, herunder håndværkerfradraget, og vi vil indføre en "grøn boligkontrakt", der vil gøre det langt lettere for almindelige danskere at ringe ét sted hen efter rådgivning, finansiering og hjælp til at energirenovere egen bolig, siger Martin Lidegaard til Licitationen.
Danmark udleder kun 0,1 procent af verdens samlede CO2-udledning, og vi spurgte derfor ministeren, hvad det nytter, at Danmark har dobbelt så store mål som EU:
- Hvis alle lande, virksomheder og borgere tænkte sådan, ville vi aldrig kunne flytte noget. Selvfølgelig kan vi ikke redde klimaet alene, men vi kan gøre en indsats, og gør vi ikke hver især en indsats, redder vi ikke klimaet.
Dansk Byggeri er positive over for en skærpelse af energikravene til nye vinduer, men advarer samtidig mod, at Danmark går enegang på et internationalt marked, der generelt ikke efterspørger den slags løsninger:
Pas på konkurrencen
- Øgede komponentkrav vil fordyre de danske produkter på det internationale marked, og kunderne vil i stedet købe billigere produkter fra andre lande. Vi må tage udgangspunkt i at reducere det samlede energibehov gennem effektiviseringer i alle led - for eksempel en bedre isoleret bygning. Det vi ikke reducerer i dag, skal modsvares af en større el- eller varmeproduktion i morgen, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, der efterlyser en sammenhængende plan for udbygningen af vores energisystem baseret på vedvarende energikilder.
Dansk Byggeri anbefaler derfor, at regeringen skaber et samlet overblik over tilskud og afgifter til fremme af vedvarende energi og lægger hele systemet om på baggrund af en langsigtet samfundsøkonomisk plan.
BAT bakker op
Der er opbakning fra BAT til klimaplanen, der ikke mindst peger på arbejde for en ambitiøs klima- og energipolitik i EU, herunder energieffektiviseringsdirektivet med frivillighed, som BAT gerne ser gjort bindende. Der er også ros til den grønne boligkontrakt, der ifølge BAT kan blive "en vigtig kilde til reduktion af drivhusgasser fra bygninger, hvis branchen formår at bruge de muligheder som Grøn Boligkontrakt rummer".