Asfaltindustrien ønsker fair konkurrencevilkår
For når danske asfaltvirksomheder om kort tid skal konkurrere om opgaver ved den kommende Femern Bælt-forbindelse, risikerer de at tabe de mange hundrede arbejdspladser til udlandet på grund af danske skatter og afgifter.
Nabolandene Sverige og Tyskland har nemlig et stort økonomisk forspring i kon-kurrencen om opgaverne, for ifølge EU kan man fritage nogle virksomheder fra visse skatter og afgifter. Det drejer sig om den såkaldte frivillige fritagelsesmulighed fra EUs energibeskatningsdirektiv i forhold til mineralogiske processer, der er implementeret for asfaltindustrien i Sverige og Tyskland.
Hvis vi bliver fritaget for denne konkurrenceforvridende afgift, så er vi fuldstændig lige konkurrencedygtige, og så kaster vi os ud i konkurrencen og skal nok lægge os i selen for at vinde arbejdspladser til Danmark.
Hvis ikke man gør det, så risikerer man, at den kick-start, som regeringen har sat i gang, bliver en kick-start af svenske og tyske arbejdspladser, og det var vist ikke lige det, der var meningen med det.
Fritagelsen betyder ikke dårligere miljø, for branchen er i fuld gang med at udvikle og implementere brugen af for eksempel klimavenlig asfalt, der kan spare CO2, trillevenlig asfalt, der skal spare bilisterne benzin og støjreducerende asfalt, der halverer trafikstøjen.
Men den udvikling kræver et vist salg på hjemmemarkedet som risikerer at skrumpe og forsvinde, hvis vi ikke har lige konkurrencevilkår.
Endelig vil en fritagelse stort set være udgiftsneutral for det offentlige, fordi prisen på asfalt alt andet lige falder når afgiften sættes ned - og netop det offentlige er stor-kunder hos asfaltindustrien.