Elektrikerne advarer mod ufaglærte el-tjek
Installatør-organisationen Tekniq mener, at en faglært person skal gennemføre el-tjekket ved tilstandsrapport
Sagen er kommet frem, efter Licitationens artikel i går, hvor en række bygningssagkyndige advarer mod, at andre bygningssagkyndige efter et kursus selv skal gennemføre eltjekket.
- Jeg vil være meget bekymret, hvis det ikke er uddannede elektrikere eller elinstallatører, der gennemfører tjek af denne karakter, som helt klart kræver en viden og indsigt, som man ikke bare lige får, siger adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, til Licitationen.
El-eftersynet bliver fra 1. maj en obligatorisk del af et huseftersyn, hvis man ønsker at have en ejerskifteforsikring ved hussalg.
Forskellige modeller
De forskellige brancheforeninger inden for de bygningsagkyndige er på banen med metoder til, hvordan el-tjekket kan gøres.
Den mindre forening med udelukkende de små bygningssagkyndige, FUBE.dk, ønsker faglærte elektrikere på banen og kalder det uansvarligt at lade bygningssagkyndige tjekke elsystemet i et hus.
Mens den store forening på huseftersyns-området, BfBE, er klar med blandt andet en model, der betyder, at de bygningsagkyndige efter undervisning selv kan udføre det.
I denne model er der involveret en ansættelse af en autoriseret elinstallatør, som skal være garant for, at de bygningssagkyndige udfører eltjekket uden risiko.
Men det mener formanden for organisationen FUBE.dk, Hans-Erik Bønnelykke, ikke er godt nok.
- At lade eksempelvis en akademisk uddannet arkitekt efter et par times kursus gå ud og udføre eltjek, hvor der skal fjernes dæksler og måles på strøm er ikke bare uansvarligt, men det kan også være decideret farlig, sagde han i går til Licitationen.
Vær forsigtig
Niels Jørgen Hansen fra Tekniq vil ikke gøre sig til dommer i den sag, men han siger, at det vil kræve en længere og omfattende uddannelse at ruste en bygningssagkyndig til at forvalte en opgave af den karakter.
Han mener, at det optimale er at få en elektrisk fagligt uddannet person på banen.
- Jeg vil ikke afvise, at der kan være bygningssagkyndige, som under en autoriseret installatørs opsyn og efter en uddannelse kan gennemføre et eleftersyn. Men hvis jeg var bygningssagkyndig, ville jeg være meget forsigtigt med at påtage mig sådan en opgave. Jeg tror, at det bedste vil være, hvis eftersynet blev foretaget af enten en elektriker, en elinstallatør eller en ingeniør med ekstra uddannelse inden for elområdet, siger Tekniq-direktøren.
Niels Jørgen Hansen opfordrer endvidere til, at der bliver tilknyttet et kontrolsystem til udførelse af el-tjek i forbindelse med huseftersyn fra 1. maj.