23948sdkhjf

Skærper profilen inden for park og fritid

Som led i et generationsskifte har Almas udskilt sine aktiviteter inden for have, park og fritid i selskabet Almas Park & Fritid
Gennem en årrække har Almas haft stærk fokus på have- og parkmaskiner samt udstyr til jagt, fiskeri og ridning. Nu bliver der sat yderligere fokus på disse områder.

- Vi har som led i et glidende generationsskifte og for yderligere at udvikle området valgt at lægge alle disse aktiviteter over i et nyt selskab.

Grøn fritid

- Det nye selskab hedder Almas Park & Fritid A/S, fortæller Børge Vestergaard og Hans Henrik Termansen.

De to har sammen med Anders Jensen været ejere af hele virksomheden i en årrække. Men det ændrer sig nu med etableringen af det nye selskab.

Som led i dannelsen af det nye selskab indtræder nemlig fem ledende medarbejdere inden for have-, park- og fritidsområdet som medejere af det nye selskab. Det vil fremover have 35 medarbejdere.

De fem nye medejere er Jan Sørensen, Nicolai Lundsgaard, Peter Olesen, Tim Kraglund og Lasse Lindberg Pedersen.

Park og fritid sælges fra afdelingerne i Aalborg og Brønderslev, mens afdelingen i Hvam udelukkende har fokus på landbrug.

Endnu stærkere

For kunderne får udskillelsen ikke umiddelbart nogen betydning – udover, at der fremover vil være endnu stærkere fokus på at være førende inden for alt til have, park og fritid.

- Når kunderne kommer for at handle hos os i vores butikker i Aalborg og Brønderslev, foregår alt som vanligt.

- På fakturaen vil der blot stå Almas Park & Fritid A/S i stedet for det sædvanlige, siger Børge Vestergaard.

Han er sammen med de øvrige ejere også meget opsat på, at der sker yderligere udvikling af denne del af virksomheden.

- Vi er godt på vej til at have sat en ny hjemmeside parkogfritid.dk op, hvor man kan handle alt det, vi har, hjemme fra sin egen pc, uanset hvor man bor henne, siger Hans Henrik Termansen.

Den øvrige del af firmaet med salg af landbrugsmaskiner og siloer fortsætter også i afdelingerne i Aalborg, Brønderslev og Hvam. Inden for landbrug beskæftiger Almas fremover 65 medarbejdere med salg af blandt andet Claas, Valtra og MI-produkter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094