23948sdkhjf

Træd i karaktér

Kommunalpolitikerne er ved at lægge sidste hånd på deres budgetter, og i den forbindelse har FOA undersøgt, hvor mange af kommunerne, der forventer at kunne holde mindst samme serviceniveau i 2013 som i 2012.

Ifølge FOA’s tal har hver tredje kommune planer om at skære i antallet af medarbejdere til næste år, og konklusionen er, at serviceniveauet på ikke mindst børne- og ældresektoren falder i mange kommuner. Nu er det ikke første gang, at vi hører den sang, og som sædvanlig ligger der et tungt åg på kommunalpolitikernes skuldre. De skal nemlig turde tage et nødvendigt opgør med bureaukraterne på rådhusene om, hvem der bestemmer.

Er der noget, der er sikkert som “Amen i kirken", så er det, at forslag til besparelser meget sjældent går ud over de mange akademiske bureaukrater -DJØF’erne - som har fortrængt de almindelige kommunalt uddannede HK-ere fra rådhusenes administration og dermed gjort det voldsomt dyrere at administrere landets kommuner.

Formanden for FOA, Dennis Kristensen er gået helt i selvsving med et forslag om, at indføre en ny sanktionsmulighed overfor de kommuner, der bruger færre penge end det, der er aftalt mellem regeringen og KL:

- Det nytter jo ikke noget, at kommunerne i bedste husholdningsøkonomi-stil gemmer pengene og afskediger personalet i stedet for at investere i mere velfærd. Måske var det en tanke værd at straffe de kommuner, der bruger for få penge og ikke kun dem, der bruger for mange, siger Dennis Kristensen til FOA’s hjemmeside.

Havde kommunerne i modsætning til, hvad Dennis Kristensen finder fornuftigt, i langt højere grad udvist rettidig økonomisk omhu og kørt “husholdningsøkonomi", ville Danmark i dag være langt bedre stillet. Det er kommunerne, der i årevis har kørt en uansvarlig økonomi efter devicen, at “tilgivelse er lettere at få end tilladelse".

De overskred efter eget forgodtbefindende de indgåede økonomiske aftaler med skiftende regeringer i tillid til, at ingen turde gøre noget af frygt for beskyldninger om angreb på det højt besungne kommunale selvstyre. Dengang lød der ingen krav fra Dennis Kristensen om sanktioner. Derfor er det tegn på en forrygende dobbeltmoral, når han nu stiller op i den sædvanlige kø af, hvad Bertel Haarder i sin tid betegnede som “professionelle hornorkestre". Noget andet er så, at det ikke er på FOA’s medlemmer, der bør spares, men det er en helt anden sag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088