Silo tager glasfrakke på
Med en såkaldt add-on" konstruktion vil nyt ambitiøst kontorhus-byggeri på 59 meter pakke to ældre siloer pænt ind. NCC Property sælger projektet for 390 mio. kroner
Ifølge en ny plan for Nordhavnen skal en del af et nyt ambitiøst kontorbyggeri bygge oven på - eller rettere uden på - de gamle historiske havnebygninger.
Projektet, som allerede er halvt udlejet, vil i løbet af de næste år blive til en spektakulær 59 meter høj erhvervsejendom i Københavns Havn.
På ydersiden af de to siloer, svævende 24 meter over jorden, hænges syv kontoretager, der i alt kommer til at rumme 11.000 kvm kontorlokaler og 3.000 kvm arealer med teknikrum, depot og omklædning.
- For en udviklingsvirksomhed som NCC Property Development, der nu har solgt projektet for 390 mio. kroner til ATP, PFA Pension og PensionDanmark, er det ekstra spændende at få lov til at være de første, når der skabes liv i en ny bydel.
- Det er et privilegium at udvikle på en unik beliggenhed og kunne tilbyde kontorer med panoramaarbejdspladser, siger Marius Møller, direktør i NCC Property Development A/S.
Attraktionsværdi
Huset vil blive indrettet med fælles kantine og tagterrasse på øverste etage med panoramaudsigt over havnen.
- Beliggenheden giver, sammen med miljøcertificeringen, en meget høj attraktionsværdi for de virksomheder, der skal bo i huset, mener Marius Møller.
Projektet nær Århusgade-kvarteret bygges med høje ambitioner om at minimere miljøpåvirkningen og vil miljømæssigt blive klassificeret som Very Good efter det internationale miljøcertificeringssystem Breeam.
- Industrihavnens store skala er fascinerende. Forvandlingen af det postindustrielle bygningsanlæg til nutidigt kontorhus har været en spændende udfordring og bygningen vil opsamle havnens elementer, både hav, spejlinger, himlen og skyer, og det hele sker i kontrast til rå beton, rustent stål, bolværk af træ og asfalt, siger arkitekt i DesignGroup Architects, der har tegnet huset.
Huset vil danne ramme om 600 arbejdspladser med 360 graders udsigt over København, og byggeriet påbegyndes i oktober 2012. Det bliver udført af NCC Construction Danmark A/S og forventes klar til indflytning 1. april 2014.
Fra silo til kontorhus
Siloerne ligger på Sandkajen, som blev etableret i 50erne og 60erne
De er opført af Aalborg Portland i 1979 til brug for opbevaring af cement
Siloerne udbygges og omdannes til et moderne kontorhus på 11.000 kvadratmeter
I alt etableres syv etager uden på siloerne
Øverst etableres til husets lejere en fælles kantine og udendørs tagterrasse med panoramaudsigt
Med sine 59 meter er siloerne det højeste byggeri i Nordhavnen
Århusgadekvarteret er Københavns nye, bæredygtige bydel med plads til 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv, som kan huse 6.000-7.000 arbejdspladser og 3.000 beboere