Stål forsinker en ny cykelbro i København
En ny cykelforbindelse ved Fisketorvet er foreløbig forsinket, fordi der mangler stål
- Vi har fokus på at få cykelforbindelsen færdig hurtigst muligt i en tilfredsstillende kvalitet sammen med entreprenøren MT Højgaard, og det er selvfølgelig rigtig beklageligt, at der kommer en forsinkelse, siger Jens Zøfting, der er chef for Center for Anlæg i Københavns Kommune.
Forberedende arbejde
I den kommende tid starter det forberedende arbejde til montage af søjler, bro og rampe. Fra midten af oktober begynder så arbejdet med at montere søjlerne, der skal bære brofagene og rampen.
Derefter bliver det næste store skridt i anlægsarbejdet montage af brofag og rampe. Præcis, hvordan arbejdet med produktionen af stålet forløber, er afgørende for, hvornår cykelforbindelsen kan stå klar.
- Det, der er vigtigt nu, er at få forbindelsen klar så hurtigt som overhovedet muligt, så de mange fodgængere og cyklister på strækningen kan tage den i brug, fortæller projektchef Finn Juel Hansen fra hovedentreprenøren MT Højgaard, der på nuværende tidspunkt arbejder med en tidsplan, der siger, at forbindelsen er klar i april 2014.
Bedre forhold
Arbejdet med at anlægge cykelforbindelsen startede i slutningen af 2012. Det var planlagt at forbindelsen skulle stå færdig i anden halvdel af 2013.
Cykelforbindelsen bliver bygget for at skabe bedre forhold for de mange cyklister, der hver dag passerer strækningen. Samtidig bliver der bedre plads til gående og liv på havnepromenaden, når cyklisterne kommer op på broen.
Cykelforbindelsen bliver 230 meter lang og skal forbinde Bryggebroen/Havneholmen med Kalvebod Brygge/Dybbølsbro. Broen kommer til at slynge sig over både vand og land i første sals højde, og det skønnes at over 9.000 cyklister hver dag vil passere den nye bro.
Når de mange cyklister kommer op på broen, vil det også betyde bedre forhold for de gående og mere plads til ophold, havnebad og bådudlejning på promenaden ved Fisketorvet og Hotel Island.
Københavns Kommune er bygherre på cykelforbindelsen og MT Højgaard er hovedentreprenør.