23948sdkhjf

Miljøfarlige stoffer fylder mere i sanering

Øget fokus på de miljøfarlige stoffer som PCB, bly og asbest er stigende i store saneringsprojekter
PCB, bly og asbest.

Ikke mindst disse tre ord er begyndt at fylde mere og mere hos rådgivere, entreprenører, bygherrer og beboere i de senere år, når større bebyggelser har stået over for omfattende renoveringer. Tag bare den omfattende sanering af 295 lejligheder i Birkhøjterrasserne i Farum Midtpunkt, hvor man fandt høje forekomster af PCB i 2009.

Men der er kommet en øget bevidsthed om forekomsten af miljøfarlige stoffer i byggeriet, både hos rådgivere, udførende, bygherrer og beboere.

De førnævnte tre stoffer kortlægges tidligere ved for eksempel nedrivnings- og renoveringsprojekter, og nødvendigheden af at få stofferne fjernet er efterhånden kendt af de fleste aktører i byggeriet.

- Asbest har nu været kendt i årevis, og PCB har også på det seneste fået stor opmærksomhed. Et mindre kendt, men potentielt meget stort problem, er tilstedeværelsen af bly i for eksempel overfladebehandlinger og maling, fortæller Martin Nerum Olsen, som leder miljøsaneringsindsatsen hos nedrivningsvirksomheden G. Tscherning A/S i Hedehusene ved København.

Kontaktet af bygherrer

Netop bly optræder i et meget stort omfang i byggeriet, og i tider som nu, hvor andelen af renovering er stor i forhold til nybygning, risikerer mange at blive eksponeret for bly, hvis det overses eller hvis det behandles forkert.

- Heldigvis oplever vi i meget høj grad at blive kontaktet af bygherrer og rådgivere allerede i projekteringsfasen. Og vi ser en voksende forståelse for de krav, en ansvarlig og miljømæssigt korrekt sanering stiller, siger Martin Nerum Olsen.

Område med undertryk

Ved fjernelse af de farlige stoffer vil det som regel være nødvendigt at etablere et forseglet arbejdsområde med undertryk.

Her har kun sanitører adgang i den periode, saneringen står på, og kun iført værnemidler som heldragter og åndedrætsværn.

Der foregår ikke andre arbejder i området samtidigt, og hvis stofferne først konstateres, når for eksempel en renovering påbegyndes, giver det selvfølgelig en forsinkelse i forhold til den oprindelige hovedtidsplan – med en uforudset, økonomisk konsekvens.

- Bygherrer og kunder vil gerne have en sanering overstået hurtigst muligt, så de egentlige byggearbejder kan komme i gang. Vi skal også kunne påbegynde en sanering, så snart et miljøfarligt stof opdages. Derfor råder vi specialvirksomheder efterhånden alle over egne såkaldte "miljøbokse" til at lave undertryk i forseglede saneringsområder og over egne mandskabsfaciliteter - ting, som det tidligere var nødvendigt at leje hos materieludlejerne. Desuden har specialvirksomhederne på det seneste indkøbt mange tekniske hjælpemidler, som det for få år siden ikke var rentabelt selv at disponere over, siger Martin Nerum Olsen og peger på fræsere, sandblæsningsudstyr og specialtilpasset håndværktøj med effektive tilslutninger for punktudsugning.

Affald skal bortskaffes

Som de øvrige medlemmer af Dansk Asbestforening og af Nedbrydningssektionen under Dansk Byggeri er virksomheder som G. Tscherning A/S forpligtet til at melde alle arbejder ind til en kontrolordning, som udfører en række årlige, uanmeldte besøg på saneringspladser.

Endvidere skal det farlige saneringsaffald bortskaffes i henhold til kommunale anvisninger, og den korrekte bortskaffelse skal kunne dokumenteres.

- Bortskaffelse af farlige stoffer er endvidere dyrt, og det gælder naturligvis om at minimere affaldsmængderne. Derfor gælder det om at tænke entreprenant. Et eksempel er at vi kan genvinde blæsemediet fra vores sandblæsningsgrej, så det kan bruges flere gange inden det skal bortskaffes, siger Martin Nerum Olsen.

Han peger desuden på, at miljøsanering er et område, hvor sjusk kan få store konsekvenser, både for miljøet, medarbejdere og beboere,

- Vi har valgt at udføre alle faser i en sanering som egenproduktion. Det giver styr på medarbejderne og deres uddannelse, og stor rutine og fleksibilitet. Desuden giver det et mere problemfrit samspil med vores øvrige forretningsområder, især nedrivning, og det giver en bygherre tryghed kun at skulle henvende sig et sted, og så kunne vide at hele processen er i gode hænder, siger Martin Nerum Olsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094