23948sdkhjf

Formandskab går i utide

Både formand og næstformand i Dansk Byggeri trækker sig for at bruge tid og kræfter på deres virksomheder
Dansk Byggeri skal have helt nyt formandskab ved repræsentantskabsmødet i maj.

Både formanden Halldór P. Ragnarsson og næstformand Hans-Ulrik Jensen har valgt at trække sig for at bruge kræfterne i deres respektive virksomheder - for Ragnarssons vedkommende entreprenørvirksomheden E. Pihl & Søn A/S, for Hans-Ulrik Jensen murer- og entreprenørfirmaet HUJ A/S. Krisen gør, at der er brug for deres tid i virksomhederne.

Begge trækker sig i utide, men det gemmer der sig ikke noget dramatik i, understreger Halldór P. Ragnarsson overfor Licitationen.

- Da jeg blev valgt som formand, sagde jeg, at jeg maksimalt ville sidde på posten i fire år. Nu er der gået tre, og så kan jeg godt give stafetten videre, siger Halldór P. Ragnarsson.

Om baggrunden for, at han træder tilbage nu siger han:

- Jeg skal bruge alle mine kræfter i virksomheden. Det er ingen hemmelighed, at branchen er hårdt ramt af krisen, og det giver anderledes udfordringer end for eksempel for fire år siden. Når man er i den type organisationsarbejde, må man påregne, at det tager tid, og tid skal prioriteres.

Han afviser, at den kritik, som han og Pihl har været udsat for på grund af brug af udenlandske underentreprenører, har haft indflydelse på beslutningen.

- Man må være forberedt på at blive udsat for kritik, når man har en sådan post, men det har ikke haft nogen som helst betydning for beslutningen, siger Halldór P. Ragnarsson.

Nødvendig beslutning

Næstformand Hans-Ulrik Jensen siger, at det ikke er med hans gode vilje, at han stopper.

- Men det er simpelthen nødvendigt. Vi har, siden byggekrisen satte ind, måttet skære dybt i vores organisation i virksomheden, så jeg skal hjem og passe virksomheden, siger han.

Hans-Ulrik Jensen er stifter og medejer af murer- og entreprenørvirksomheden HUJ A/S fra Auning.

- Som en del af formandskabet i Dansk Byggeri bruger man rigtig meget tid. For mit vedkommende vel et par dage om ugen. For knap fire år siden, da jeg traf beslutning om at kandidere til formandskabet i Dansk Byggeri var situationen en anden. Vi havde pæn ordretilgang, og vi var organiseret til, at jeg kunne være en del væk. Krisen har gjort det svært at få det hele til at køre, dækningsbidragene er ofte meget små eller sågar i minus, og vi har måttet tage afsked med mange dygtige folk. Derfor er der brug for mig derhjemme, siger han.

Hans-Ulrik Jensen lægger ikke skjul på, at det er med blødende hjerte, at han har måttet træffe beslutningen.

- Jeg har været med i organisationsarbejde i 30 år, og det skyldes jo, at jeg synes det er interessant, siger han,

Friske øjne

Halldor P. Ragnarsson ser intet problem i, at hele formandskabet går samtidig.

- Vi har været med til at skære ned og skære til, og så kan det måske være sundt, hvis det er andre friske øjne, der skuer fremad, og der er mange dygtige folk i bestyrelsen, som kan tage over, siger han.

Begge de afgående priser i øvrigt det indbyrdes samarbejde, hvor de har “suppleret hinanden og haft en god opgavefordeling".

Mens Halldor P. Ragnarsson er indstillet på at fortsætte i bestyrelsen, forlader Hans-Ulrik Jensen bestyrelsesarbejdet.

Den ny formand skal vælges på repræsentantskabsmødet i maj, mens næstformanden udpeges efterfølgede af bestyrelsens midte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093