En dårlig sag finder foreløbig afslutning i dag
Der er gået mere eller mindre underholdning i regeringsballaden om betalingsringen
Alle havde ventet, at statsministeren på gårsdagens pressemøde havde præsenteret en løsning på balladen, men meget tyder på, at hun simpelthen ikke har tilstrækkelig politisk slagkraft til at sætte SF stolen for døren med kravet om, at nu skal der findes en løsning.
Det var en hårdt presset statsminister, der dog lovede, at regeringen i dag onsdag vil præsentere en "god løsning" på trængselsproblemerne i hovedstaden, men hun ville ikke love, at det bliver en løsning, der indbefatter en betalingsring.
En god undskyldning
Bliver det en løsning uden betalingsring vil SF, og såmænd delvis også Socialdemokratiet selv, stå tilbage i en lidet flatterende position. Situationen vil samtidig vise, at de socialdemokratiske borgmestre i Københavns omegnskommuner sammen med Køge og Roskilde er en reel magtfaktor i partiet, ligesom fagbevægelsen har gjort sit til at skubbe til det i forvejen stærkt hældende læs.
Løsningen kunne derfor være, at betalingsringen helt droppes med en eller anden "god undskyldning". Til gengæld får SF nedsættelsen af billetpriserne med 40 procent i den kollektive trafik i myldretiden og kan derved delvis leve op til valgløftet. De 450 millioner kroner, det koster, finder man såmænd nok et eller andet sted, hvor det rammer bilisterne generelt. Måske i form af en vignetordning på motorvejsnettet.
Det kan så medføre, at de jyske borgmestre brokker sig over, at deres borgere skal være med til at betale for nedsatte takster i den københavnske trafik, men det kan statsministeren sandsynligvis bedre leve med end oprøret fra omegnsborgmestrene.
Investering i bomanlæg
Andre løsninger kunne være mere eller mindre håndfaste afarter af en betalingsring, eventuelt med betaling for at køre ind og ud af hovedstaden alene i myldretiderne, mens det er gratis resten af døgnet og i weekenderne.
Det vil dog stadig dels kræve investering i betalingsringsanlæg, en investering der så vil være svær at hente hjem igen, hvis der også skal være plads til nedsættelser af takster og bedre kollektiv trafik.
Sidst, men ikke mindst er der spillets sorteper, Enhedslisten, der sandsynligvis føler sig holdt meget uden for de endelige beslutninger. Det er ikke mindst svært at regne ud, hvordan Enhedslistens autonome bagland, der i sidste ende træffer beslutningerne, vil reagere.
I eftermiddag er vi meget klogere, med mindre regeringen endnu en gang vælger at udskyde beslutningen. Der er dog grænser for, hvor megen handlingslammelse, regeringen kan præstere, før det bliver så tydeligt, at alliancen mellem den yderste venstrefløj og centrumpartiet De Radikale presses til bristepunktet.
Læs også dagens leder.