23948sdkhjf

En samlet råstofplan er ønskelig

Erhvervs- og Vækstministeriets konkurrencepolitiske udspil "Styrket konkurrence til gavn for Danmark" bliver modtaget positivt af Danske Råstoffer i Dansk Byggeri
Der er tilfredshed i Danske Råstoffer efter præsentationen af Erhvervs- og Vækstministeriets konkurrencepolitiske udspil i sidste uge.

- Vi vurderer, at myndighederne har taget ved lære af flere års tovtrækkeri om råstofloven, siger Simon Stig-Gylling, der er sekretariatsleder i Dansk Byggeri for Danske Råstoffer.

Der bliver ifølge Simon Stig-Gylling gjort op med de konkurrencemæssige problemer, som den nye råstoflov, der trådte i kraft i 2010, har haft i forhold til at byde på auktioner.

- For branchen har den hidtidige praksis betydet, at de små virksomheder er blevet udkonkurreret af de store virksomheder i forhold til råstofudvinding på havet, fordi de ikke har haft økonomisk kapacitet til at deltage i auktioner om indvindingsområder, der sikrer eneret, forklarer Simon Stig-Gylling.

Mangel på konkurrence

I stedet har de mindre virksomheder kun haft adgang til fællesområderne, og det har ført til mangel på konkurrence.

- Vi opfatter regeringens udspil som en åbning og udtryk for, at der nu vil blive lyttet til alle dele af branchen i god konkurrenceånd. Der er blevet lyttet til kritikken fra råstofbranchen i Dansk Byggeri, og der vil blive arbejdet på en ny begyndelse i den arbejdsgruppe med deltagelse af Naturstyrelsen, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu har bedt om at se nærmere på forholdene. Her vil Dansk Byggeri gennem Danske Råstoffer meget gerne bidrage fremadrettet, siger formand for Danske Råstoffer, Kim Fynbo.

Tages med på råd

Han forventer dermed, at der i regeringens udspil er ønske om at tage for eksempel råstofbranchen med på råd.

- Det er vigtigt, at Danske Råstoffer bliver taget med på råd, fordi branchen har den konkrete vidensbaserede erfaring, som er vigtigt forud for arbejdet med en samlet råstofplan for Danmark - til lands og til vands og på tværs af regioner. Noget som andre europæiske lande allerede har gennemført, siger Kim Fynbo og slutter:

- Branchen har fingeren på pulsen og skal naturligvis tages med på råd, inden det nye lovgrundlag bliver fremlagt. Dansk Byggeri vil derfor opfordre styrelserne til at tage branchen, Danske Råstoffer, med på råd i det videre og fremadrettede arbejde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109