Sprængningen i Valby
Søndag bød på en af de mere spektakulære nedrivninger, da den 108 meter høje gasbeholder i Valby blev sprængt væk
Ved at sprænge hul bestemte steder i siden på gasbeholderen fik sprængningsspecialister fra England og entreprenøren, Tscherning A/S, beholderen til at falde til siden efter samme princip, som når man fælder et træ.
- Alt gik som det skulle. Den kontrollerede sprængning fik gasbeholderen til at lægge sig pænt ned, så det nu bliver muligt for entreprenørmaskinerne at komme til og klippe beholderen i mindre stykker, der kan bortskaffes på miljømæssig forsvarlig vis. Og i det særlige publikumsområde uden for sikkerhedszonen fik vi besøg af op mod 20.000 nysgerrige københavnere, der fik en anderledes oplevelse med sig hjem, siger Morten Stanley, der er chef for bygas hos Københavns Energi og fusionerede selskaber.